Debatindlæg fra Anders J. Andersen: Jeg ærgrer mig over, at myten om dårlige parkeringsforhold er ved at ødelægge handelslivet i Vordingborg bymidte. Uden grund
skræmmer det folk væk, der ellers gerne ville lægge penge i bymidten. Der er ingen grund til at forværre butikkernes situation ved at sprede forkerte påstande.
Vi har ledig parkerings-kapacitet i Vordingborg bymidte. Det er fastslået i to parkeringsanalyser. Den sidste analyse fra 17/9 2026 er meget grundig og siger: “Der er betydelig restkapacitet i bymidten. På det mest belastede tidspunkt er 47% af de 3.043 offentligt tilgængelige pladser optaget” og “De fleste parkanter finder hurtigt en plads. 89 % parkerer på deres foretrukne parkeringsområde, og 88 % finder plads på under to minutter.”
Så kom bare og brug bymidtens butikker og spisesteder. Lyt ikke til dommedagsprofetier og skræmmebilledet om, at der hersker parkeringskaos. Selv under festugen har vi ledig kapacitet.
“Der bør ikke investeres i ny parkeringskapacitet på det nuværende grundlag” anbefaler analysen. Den anbefaler – som vi allerede gør – at være opmærksom på eventuelle fremtidige problemer. Det kunne være følger af byudvikling eller nedlæggelse af Rådhusparkeringen ved den tidligere Kvickly. Det er der vel at mærke ingen aktuelle planer om.
I sidste periode besluttede vi i kommunalbestyrelsen at få elektroniske skilte, der henviser til ledige p-pladser. Det vil også afhjælpe udfordringerne, når Borgernes Hus tages i brug. Når el-skiltene stilles op, må rygterne om dårlige p-forhold da dø.
……
Venlig hilsen
Anders Johannes Andersen
Kommunalbestyrelsesmedlem (A)
Næstformand for Børne- og ungeudvalget
Medlem af Udvalget for Lystbådehavne, Turisme og Bymidter
Medlem af Udvalget for Natur, Teknik og Miljø























