En mand var i gang med at stjæle elektronikskrot.
Politiets hundeførere træner løbende med deres hunde for at holde næserne skarpe, og sådan en træning foregik natten til mandag ved et område nær en genbrugsplads på Spirevej i Vordingborg. Hundeførerne havde faktisk lagt et fint spor ud, som det var meningen, at hundene skulle følge, men pludselig afveg politihunden Elton fra det planlagte spor, og fulgte i stedet et helt andet. Sporet førte hunden hen til hegnet til genbrugspladsen, hvor betjentene opdagede, at en mand på den anden side var i gang med at stjæle elektronikskrot. Gerningsmanden blev råbt an, og blev bedt om at blive på stedet – med mindre han gerne ville have besøg af Elton. Manden blev, hvor han var, til betjentene kom om til ham. Og han blev sigtet for tyveri. Det drejer sig om en 40-årig mand fra nærområdet.























