Tirsdag d. 6. oktober kan gå hen og blive en historisk dag for Møn. Med stiftelsen af Fonden Unesco Destination Møn kan der været skabt et særligt organ og miljø for øens udvikling i bred forstand.
Notabiliteterne bag rækker ud til øens beboere og håber de vil være med.
Det er en form for drømmehold, som samledes på det gamle rådhus i Stege tirsdag sidst på dagen til det stiftende møde i Fonden Unesco Destination Møn.
Niels Natorp, Steffen Steffensen, Thomas Stecher, H.C. Gravesen og Flemming Kruse var der for blot at nævne nogle fra flokken på 11 bestyrelsesmedlemmer og flere stiftere.
Kommunen er repræsenteret ved Ronni Lykkehus (V), og fonden er funderet på en bred flok af interesser for erhverv, bosætning, biosfære og natur, turisme, kultur med mere.
En yderst ambitiøs fond, der kort fortalt vil gøre meget bedre på mange parametre for livet på Møn.
Niels Natorp, direktør for GeoCenter Møns Klint, har været ude i den lokale presse og sige, at fonden vil samle kræfterne og være den røde tråd og tage fat i mindst 40 projekter med ambitioner om at tilvejebringe et trecifret millionbeløb de kommende år.
Det er ikke tit, vi bevæger os i de luftlag lokalt.
Brandvarmt fællesskab
Vordingborg.in blev nysgerrige og troppede op på det gamle rådhus ved det centrale torv i Stege, springvandet holdt tappert stand, hundelufterne tog det roligt på aftentur i Storegade og pendlerne var på vej hjem fra alverdens byer på Sjælland til deres foretrukne liv på Møn.
Døren til rådhuset stod åben, og den måske historiske samling var i gang i den gamle byrådssal med åbne vinduer. Sikkert fordi der var brandvarmt i det nye fonds-fællesskab, men også en mild efterårsaften. Vi fik lov at forevige flokken ude foran og fik en stund med den nyvalgte formand for Fonden Unesco Destination Møn, Christine Brochdorf.
Vi skal gøre det sammen
Christine, er tidligere kommunaldirektør i flere kommuner og chefrådgiver i Operate, hvor hun kort sagt arbejder med forandringer i organisationer.
Hun er udpeget til fonden af Folkemøde Møn, og vi benyttede lejligheden til at stille hende en håndfuld spørgsmål for at forstå fylden og formålet med fonden.
Hun fortæller blandt andet, at der er et særligt momentum på Møn i denne periode ikke mindst med alle udnævnelserne, som fonden vil gribe og bygge på. Men også dyrke synergierne.
Hun taler også varmt for, at Mønboerne skal se fonden som et fælles projekt.
De 40 projekter, det er blevet nævnt fonden vil arbejde med. Hvad refererer de helt præcis til?
Jamen, de refererer til en større udviklingsplan for hele destinationen Møn, for hvordan vi kan gøre Møn til et endnu bedre sted at bo for alle os, der er her i forvejen, men også et sted, hvor vi kan bygge arbejdspladser, som overhovedet muligt, og et sted, hvor folk har lyst til at besøge øen og dele den dejlige natur, vi allesammen elsker.
Hvis du vil læse mere om projekterne: Udviklingsplanen – Master Møn 2034
Det lyder som en dejligt bred fundats for en fond
Det må man sige. Det er den overordnede reference for 40 forskellige projekter, hvor mange af dem er på ideplan, og som vi skal finde ud af, hvem der har lyst til at arbejde sammen med os om. Er der fonde som har lyst til at være medfinansierende på det, hvilke kan vi udvælge til at lave for-projekter på?
Vi er nødt til at være strategiske omkring hvem har lyst til at samarbejde med os, hvornår og om hvad. Det er ikke sådan, at vi starter med projekt nummer et, og når vi til projekt nummer 40 om syv år.
Det er vigtigt, at får vi øens borgere til at have lyst til at være en del af det. Vi kan kun det her, hvis vi gør det i fællesskab. Vi er ikke bare en bestyrelse på 11 m/k, som kan skabe en forandring.
Der er nogle stiftere, som har sat sig for at skyde en fond i gang, men vi skal være med allesammen.
Kan du hjælpe lægmanden lidt? I er jo en spændende flok tilsammen og mange kompetencer samlet, mange profiler. Synes du, det er en atypisk flok, eller er det bare mig, der tror det?
Jeg synes ikke, det er en atypisk flok. Ingen af os kommer på vores eget mandat.
Vi kommer, fordi vi er udpeget af en forening eller en organisation. Jeg er her fra Folkemøde Møn.
Vi repræsenterer alle sammen et bagland. Det er vigtigt for sådan en bestyrelses-konstruktion, at vi har hver vores forskellige kompetencer med, men vi repræsenterer noget, som er meget større og bredere funderet.
Hvordan skal vi sådan cirka forstå, hvordan vi skal gå i fællesskab med fonden?
En af de ting, som vi allerede har besluttet i dag er den governance for, hvordan vi skal være bestyrelse. Vi har vedtaget forretningsorden, mødestruktur, ansvarsfordelinger og den slags.
Der er noget compliance, som skal være i vinkel i en bestyrelse.
Men også sagt, at vi gør det med alle som bor på øen eller er tilknyttet i øen. Så du kan være en del af hele den her bevægelse. Du kan for eksempel melde dig ind i Folkemødet eller Biosfæreforeningen.
Men du kan også komme og være med, når vi inviterer til de første møder omkring, hvordan fondens udvikling skal se ud.
Den er den første time af vores eksistens, og det første vi skal gøre, er at ansætte en direktør, som forhåbentlig kan tiltræde fra starten af det nye år og skal være et ansigt udad med base på det gamle rådhus i Steffen Steffensens erhvervsmiljø.
Niels Natorp stiller sig til rådighed for at sikre, at det her bliver løbet godt i gang. Det gør jeg også.
Det en stor udmelding, og der er en stor ambition bag fonden. Hvordan skal man som lægmand placere det i sin bevidsthed i forhold til, hvad de gør i kommunalbestyrelsen og gør andre steder?
Jeg synes, man skal betragte det som, at du er en del af det. At alle, som er en del af Møn, også bliver en del af hele den her udvikling.
Det arbejde, som fonden laver, er i direkte forlængelse af den ambition, som kommunen har.
Det er en logisk udvikling på baggrund af UNESCO-udpegningen og udpegningen af biosfæreområderne. Vi er en præmieret ø på mange forskellige områder.
Det er unikke mennesker, der bor her som gerne vil deres ø og udvikling, men også holde fast i traditioner og alle de fantastiske ting, der er her.
Vi vil skabe et rum og en ramme for de gode dialoger om at skabe endnu mere natur, udvikle hele turismeområdet, løfte bymidten og meget mere.
Vi er stiftet i dag i Stege, som er udpeget som et blandt 16 kulturmiljøer i hele landet.
Selv statsministeren nævner Østmøn i sin åbningstale i Folketinget i dag (red: hun bemærkede at ”gin-baren” Klap Hesten har åbent hele året på Klintholm Havn).
Vi får aldrig et momentum, som er større end det, der er lige nu, og derfor er jeg så pivbegejstret for, at så mange mennesker har slået pjalterne sammen.
Man kan godt have følelsen af, at når du fortæller om det, så er det ligesom alt fonden vil tage fat i omkring livet på Møn.
Jamen det er det vel også. Altså vi taler natur, vi taler kultur, vi taler byudvikling, vi taler besøgende, vi taler turisme, vi taler arbejdspladser og mere. Men der er ikke nogen af de elementer, du kan skille fra hinanden.
Du kan ikke sige, nu tager vi naturen ud af Møn. Nu tager vi borgerne ud af Møn. Nu tager vi de besøgende ud af Møn. Det hænger sammen. Møn er skabt af alle de her forskellige elementer. Det er det, der gør os helt unikke, synes jeg.
Hvis nu jeg får den 41’nde idé sammen med nogen ovre i tennisklubben, kan vi så henvende os til fonden med det. Så konkret er det ikke, vel? Så vil du så sige, at man skal gå via foreningerne?
Jeg er helt med på, hvad du mener. Det må godt være idéer, som er kvalificeret på en eller anden måde og det vil være en god idé at gå igennem foreningerne. Det er fondens styrke at repræsentere Møn så bredt, og alle de forskellige organisatoriske partnere, som der er i det.
Så du vil altid kunne finde en vej ind.
Får nogen verdens bedste idé, er både mit og Niels’ telefonnummer åbent og folk må endelig dukke op til de arrangementer, vi kommer til at holde. Det er også der, vi skaber det her sammen.
Det bliver ikke arrangementer, hvor vi bare formidler ting, vi selv synes, vi skal lave. Det bliver workshops. Jeg håber, vi kan skabe et grundlag for, at alle kan se sig sammen.
Måske ikke på dag 1, måske ikke på dag 100, men i løbet af de kommende år.
Det med det trecifrede millionbeløb, som Niels Natorp har været ude og sige, at fonden går efter at skaffe og fundraise, er det bygget på en beregning eller hvor kommer det fra?
Der er ikke nogen, der sidder med en lommeregner og siger, at det lander på eksempelvis 300 millioner. Det er mere, for at melde ud, at det her er ambitiøst.
Det skal ske over de næste 10-15 år. Men det er super-ambitiøst!
Udmeldingen skal ses i forlængelse af det, vi talte om lige før, at der er et stort momentum lige nu.
Hvis denne fond med den sammensætning af kompetente mennesker, som både har historien med sig og ambitionsniveauet for at skabe udvikling og rammerne for fremtiden, ikke kan, hvem kan så?
Nogle af de 40 projekter er allerede i gang i ikke sandt?
Det er ikke bare en masse projekter, der kommer og bliver tvunget overhovedet på nogen. Det er projekter, som allerede er født og lever og skal videreudvikles og kobles på forskellige måder.
Jeg synes, det er fantastisk, at du hele tiden bliver inviteret til noget, hvor nogen siger, der må være nogle synergier i det her.
Vi skal gøre noget sammen. Vi skal løfte kulturen. Vi skal løfte madfokus. Vi skal løfte dyrkningen af grøntsager, så folk kan blive selvforsynende. Vi skal løfte turismen. Alle vil synergierne. Fonden er skabt på de synergier og den lyst til fremdrift.
Der er et kæmpestort potentiale for at tage fat i nogle af de kompetencer, som vi er ved at have tabe i Danmark. Tænk på, hvor lidt frugt og grønt, der bliver produceret herhjemme.
Jeg sidder i Madkulturens bestyrelse, vi lavede den rapport sidste år, som satte politisk fokus på, at kun 5-7 % af grøntsagerne i supermarkedet er produceret i Danmark. Det bliver vi da nødt til at lave om på. Der kan ligge mange arbejdspladser der.
Hvad er det første, der skal ske?
Det første der skal ske, er at vi skal ansætte en direktør. Vi har simpelthen brug for at have nogle hverdagsmuskler til at trække igennem på at få skabt dialogen med de fonde, som vi tænker skal være en stor del af finansieringskilden til udviklingsprojekterne.
Vi har lige siddet og drøftet stillingsopslaget på det stiftende møde, og det skal være en person, der kan utrolig mange ting og har kompetencerne og musklerne til at kunne trække ambitionerne.
Initiativtagerne til fonden
Steffen Steffensen, Liselund Fontænen.
Per Sjørup Christiansen, direktør Møns Bank
Jesper Blomberg, Feriepartner Møn-Stevns
Line Bjerregaard Jessen, Fonden Geocenter Møns Klint
De udpegede bestyrelsesmedlemmer
Formand, Christine Brochdorf, Folkemøde Møn
Nils Natorp, Fonden Geocenter Møns Klint
Erik Büchert, Fonden Møns Bygningsfornyelse
H.C. Gravesen, Møn Biosfæreforening
Flemming Kruse, DN Vordingborg
Jens Ole Suldrup, Friluftsrådet Storstrøm
Thomas Stecher, Møn Handel og Erhverv
Inger Marie Scavenius, Vordingborg Erhvervsforening
Ronni Lykkehus, Vordingborg Kommune
Ole Eskling, Baltic Blue
Peter Bysted, Fonden Fanefjord Torv
Martin Graff Jørgensen, suppleant fra Vordingborg Kommune

























