HJEMVENDT – Mønboerne og brødrene Aske og Malte har aldrig været i tvivl om, at de ville vende tilbage til øen igen. Det gjorde de også tidligt deres respektive tilkommende opmærksom på.
Vi har fået en god snak at bo her igen, om noget er forandret og hvad der betyder noget
Aske og Malte Keldborg Elm
Keldborg Elm-brødrene er vendt hjem til landsby-følelsen og livet på Møn.
Den ene er sygeplejerske og arbejder i Oringe, den anden arbejder som lærer på Blå Veje Skole.
De har begge været i storbyen for at tage en uddannelse og finde sig en kone.
De har også begge tidligt meldt ud til kvinderne, Maja og Mathilde, at de godt ville hjem og bo på Møn igen, når klokken gik i slag.
Malte og familien vendte hjem sidste år i maj til en parcel i Lendemarke.
Aske og familien kom denne maj til et tidligere landbrug i Østermarke. De har begge en lille søn med hjem, Ebbe og August hedder de små purke og begge deres hustruer er gravide.
Askes kone Maja er kok og arbejder på Café David’s i Stege, og Maltes kone Mathilde kører op er assistent på en lægeklinik i Næstved. Det er et mellemspil, før hun kan gøre medicin-studiet færdigt.
Er som det skal være
Man kan næsten godt tillade sig at konstatere, at det sådan cirka er lige som det skal være for Aske og Malte. To brødre, der ikke er helt ens, men har det samme tilhør til Møn, som er stedet de har deres rødder, og der de hører til i livet.
Sjovt nok tæller de med i den generelle positive bosætnings-statistik, som trives i vores kommune for tiden. De har trods alt været væk i otte og ti år fra øen. Nogle af årene som naboer i en andelsforening på Sydhavnen, mens tandhjulene begyndte at falde i hak.
Altså teknisk set været fra øen, for de har måske aldrig været væk mentalt og er kommet der fast i de år. Mest Aske, der har de arbejdsomme hænder, som far Kim har nydt godt af på sin gård ved Elmelunde.
Jyllandsringen og en god snak
Vi har sat brødrene stævne til en snak over kaffe og en solid Jyllandsring fra Konditorbageren, Stege.
Malte har lige været en tur i fugleskjulet nær naturcenteret i Ulvshale og set en sølvhejre gennem kighullet i huset.
Aske har været på planteskole og genbrugspladsen med sin svenske svigerfamilie. Han mødte mindst tre, han kender fra gamle dage på vejen.
Malte har valgt parcelhuset-livet
Farver til larmen
31-årige Malte lovpriser parcelhuset-livet i Lendemarke tæt på pasning, transport og indkøb i gåafstand.
Det er lidt ligesom i storbyen
Han glæder sig over bevægelsen fra at flytte fra en lejlighed på 68 m2 i Sydhavnen med to m2 altan til huset på 100 m2 med en have på tre gange størrelsen.
– Få dage efter August blev født kiggede vi hinanden i øjnene. Vi skal ikke bo i København. Det duer ikke med alle lydene og naboerne, der klager over larm. Hvordan kan det ikke blive med et barn også i lejligheden, siger Malte om beslutningen sammen med Mathilde.
Han fortæller om ambulancerne og de fulde folk i weekenderne, som de slipper for på Møn, hvor der i øvrigt aldrig er mere end cirka fem kilometer til stranden, fordi den er 10 kilometer på sit bredeste sted.
Han arbejder som lærer på friskolen Blå Veje Skole i Fanefjord efter at have været på barsel som ”moderne husfar”.
Mathilde pendler til Næstved, hvor hun er assistent på en lægeklinik og afventer at få muligheder for at blive overflyttet til Københavns Universitet fra Odense. Hun læser til læge.
Faktisk er der opstået en mulighed for at kunne tage studiet på Sjællands Universitetshospital i Køge.
De har én bil. Så enten koordinerer de og følges, ellers tager Malte bare bussen til Blå Veje, den kører tæt ved hjem og skole.
Han taler om, at der er kommet mere luft i økonomien, som familien godt kan lide at bruge på rejser og oplevelser.
Aske har valgt livet på en gård
Aske fik arbejde med det samme
33-årige Aske flyttede til København for at gå på universitetet.
Han startede med en Bachelor i Humaniora på RUC, men valgte siden at blive sygeplejerske, og blev uddannet på Diakonissestiftelsen.
Han har skiftet fra akutafdelingen på Hvidovre Sygehus til job på akutmodtagelsen på psykiatrisk Hospital i Oringe en måned efter hjemkomsten.
Maja, hans svenske hustru er kok og arbejder på Café David’s i Stege.
De er flyttet fra 64 m2 andelslejlighed i Sydhavnen til gården med 175 m2 i stueplan, 125 m2 på 1. sal, 300 m2 andre bygninger og en grund på 4.000 m2.
Plus saunatønde og en tidligere fiskedam, de har renset godt og grundigt og bruger som badebassin.
Plads til at udfolde sig
Aske taler om glæden ved den friske luft og livet på det nedlagte landbrug fra 1875, hvor nogle af gulvbrædderne er fra dengang og ditto lermursten, som ”garanteret er lavet i nærheden”.
– Stort hus og have kræver arbejde og vedligehold. Det skal du finde ro og glæde i. Jeg har savnet plads til at udfolde mig. Hvad kan du bruge din fritid fornuftigt til på en mindre andelslejlighed, ikke meget vel.
Her er der meget at lave, og du får resultater med det samme, siger Aske.
Ham remser op at, her gror brombær, pærer, æbler, stikkelsbær, blommer, kirsebær, solbær.
– Jeg har hele tiden vidst, jeg ville tilbage. Det har jeg været tydelig med overfor Maja, siger Aske.
Den tanke deler brødrene. Malte vidste i hvert fald, at han gerne ville have et sommerhus og sin alderdom på øen. Men så kom August til verden, og så var der det med storbyens larm.
Et par Keldborgere hygger sig
Vil give sin søn samme barndom
– Jeg havde en fantastisk barndom på Møn. Det er også et kompliment til mine forældre. Jeg gerne give det samme til min søn, jeg selv har fået, siger Malte.
Så er vi ligesom i gang med snakken om, hvad der er vigtigt i livet, og hvad Møn kan som levested.
Aske siger, at han egentlig aldrig har været væk fra Møn i den forstand.
– Jeg har altid præsenteret mig ved at sige, at jeg hedder Aske og er fra Møn, siger han.
De siger begge, at de oplever de er del af et mønster med jævnaldrende, der stifter familier og vender hjem.
Altså de der blev håndværkere har aldrig forladt øen.
Så er der kvinderne, der tog videregående uddannelser, dem ser Aske ikke bor på øen. De er blevet i København.
Barnelivet på Møn
Aske og Malte er vokset op tæt ved Tøvelde Forsamlingshus og priser deres barndom på landet og det særlige bånd i landsbyen mellem børnene, hvor alle kender alle og tilværelsen er overskuelig.
De fortæller om livet som spejdere. Aske var med til at plante Udby Skov, og Malte fortæller om cykelturene som stor dreng ned ad Strandstensvej til vandet og Tøveldestenen, hvor de badede uden voksne.
De mindes søndagsturene i svømmehal og sauna med deres far Kim, hvor de fik lov at vælge et stykke wienerbrød hos bageren. Det er stadig frøsnapperne, der vinder for Malte.
Mange gode minder og nu møder de så igen menneskene fra opvæksten.
– Den pædagog, der passer vores søn i vuggestuen, hendes mor passede mig, da jeg var lille. Der hænger et billede af mig hjemme hos dem, siger Malte med et saligt ø-smil.
Aske nævner, at hans første lønarbejde var som 14-årig opvasker på Café David’s. Der laver Maja mad nu i hendes første job som tilflytter. Han kender udmærket Gunnar Ottosen, der er en begivenhed bag gryderne på caféen og ejeren David Jensin.
Familieliv på landet
Nærheden har vægt
Brødrene fremhæver nærheden, det her med at kende alle, eller mange og være en del af ølivet. Det er bare noget helt andet end livet i storbyen.
Landsbysamfundet er enormt givende, udtrykker brødrene samstemmigt.
Det er en meget stor faktor bag at tage hjem og udfolde familielivet på hjemmebanen.
Det vil de gerne give videre til deres sønner og kommende børn. Ja, og konerne også.
De laver lidt sjov og siger, at med Maja og Mathilde sørger de for, at der bliver tilført lidt nye gener til ø-livet.
Naturen er en indlysende grund til at leve på Møn. Altid at være tæt på skov og vand og for Aske også at være uden naboer og ingen lysforurening.
Malte snakker om, at kundeservice i butikkerne også bare er vigtigt på landet.
Nærmest modsat af i København, mener han og nævner den her med, at de fleste siger ”tak for turen” til buschaufføren.
Men når nu de kender det så godt, og har været væk de år, hvor ser de så, at der er forandringer, når de vender hjem?
– Det er gået op for mig, at det her også udkantsdanmark med stort U. Der er en del slidte huse, som ikke blive holdt. Det lagde jeg ikke mærke til som barn, siger Malte.
– Det ligner på mange måder sig selv. Jeg kan ikke se, at der er gået 10 år, siger Aske.
Men kort efter og lidt flere funderinger, nævner han, at det mest påfaldende er de træer de plantede i Udby Skov som spejdere, og som ikke var højere end dem selv, de er virkelig vokset til.
– Det er jo en rigtig skov nu, siger han.
Og så er er den ting til.
– Den største udvikling, jeg har bemærket er, at Møn er blevet populær. Der er sket en tilflytning, som nærmest aldrig nogensinde før. Mange unge mennesker fra København vælger at flytte hertil. Du ser unge folk på gaden, du ikke kender, siger Aske.
Malte nikker og bemærker med sine erfaringer fra Blå Veje Skole på Vestmøn, at der godt nok er mange tilflyttere i form af børnefamilier i Askeby, Hjelm og Hårbølle.
Er der noget, der har overrasket brødrene?
– Det er faktisk lidt dyrere at købe hus på Møn i dag. Der havde jeg ellers lige regnet med, at jeg skulle have en masse penge på lommen. Vi gav 2.5 millioner for gården. Det er også rimeligt nok.
Men jeg ville da godt have haft det for en million billigere, siger Aske med et skævt smil.
Apropos Maltes arbejdsliv bemærker han, at der er flere friskoler end folkeskoler i området.
Det synes han er godt nok. Begge brødre har gået på friskole og er enige om, at det er en kvalitet med mere plads til børnelivet, når der er færre børn og flere lærerminutter per barn i skolen.
– Det er et godt alternativ til det konventionelle og centralisering, siger de samstemmende.
Aske indskyder: – Hvis du lukker skolen i Hjertebjerg affolker du Østmøn, og det bliver et sted uden børneliv.
Er der noget der skuffer ved at komme hjem?
– Det, der irriterer mig mest ved at bo på Møn, er jo de turister der. Jeg er godt klar over, at det er det vi lever af. Men det er irriterende med så mange biler og mennesker om sommeren, siger Aske.
Vi snakker om, at trafikken kører langsommere i sæsonen.
Aske nævner, at borgmester Michael Seiding kom for sent til at holde tale for deres far Kim, da han skulle modtage kommunens Natur- og Miljøpris for nylig på gården i Elmelunde.
Borgmesteren kørte bag en turist, der holdt sig til 50 km/t ud ad Klintevej – og sikkert nød udsigten på landet.
Malte har fundet et minus. Ikke et stort et, men dog et minus.
– Der er ikke så mange tilbud og events til familier med små børn. På Møn er der lige før, der er nul ting at lave. Det var der virkelig meget af i København.
Her skal du kende nogen, der også får børn samtidig og mødes. Der er ikke mange mødre-grupper, fordi så få får børn samtidig, og der er stor forskel på at være to måneder og fire måneder, siger den moderne husfar Malte.
– Det er nemmere at bo i Kbh. Her er det det sure med det søde. Det skal du tage med, kommenterer storebror Aske.
Er der noget, I har oplevet som svært, når I vender hjem?
– Det var svært at sige farvel til de gode jobs i København. Det er sværere her, hvor du ikke har garanti for at få job og her er lavere lønninger. Det er du nødt til at tage med, siger Aske.
Hans smertegrænse for transport til arbejde er 40 minutter. Den grænse, rammer han på motorcykel-turene til Psykiatrisk Hospital i Oringe. Han ville allerhelst cykle på arbejde. Ligesom før.
Som sygeplejerske er jobmulighederne lokalt at blive ansat i hjemmeplejen, på en lægeklinik eller på Møn Bakkeby.
Han kender faktisk to, der er vendt hjem som uddannede læger. Så hvem ved.
Øen er en identitet
De har jo et gedigent forspring d’herrer, i forhold til tilflytterne.
For dem er Møn en stor del af deres identitet. De er vendt hjem til rødderne, gamle venner og den nærmeste familie.
– Det er et fællesskab i sig selv at være fra Møn, siger Aske.
Begge brødre er døbt og konfirmeret i Elmelunde Kirke.
Der er Malte og Mathildes søn August også døbt, og de kan besøge slægtninge på flere kirkegårde på Østmøn.
Men de bidrager også med nyt til lokallivet.
Selv skabe det der mangler
Når du bor på landet, må du nogle gange selv skabe det, der mangler.
Aske har for nogle år siden stiftet Møen Motorcykel Menageri på Elmevej ved siden af træningscenteret overfor Mønhallen, som hedder noget mere moderne i dag. 15-16 gutter mødes i det miljø.
Malte har været med til at starte Stege Disc Golf op, i øvrigt med andre af øens hjemvendte sønner. En mindst 15 hullers bane er for alvor ved at udfolde sig i Stege Skov.
De taler om, at der skal være noget, der trækker folk og opmærksomhed til Møn. De nævner højskolerne med teater og film som noget særligt og synes, det er sejt, der er kommet et ungdomshus i Stege. Det er bekræftende.
Selvom der ikke er meget vaklen i geledderne indrømmer brødrene, at der var en periode, hvor de bare ville væk.
Som teenagere klagede de sig, og sagde de aldrig ville tilbage, har deres mor fortalt dem.
Det var dengang de cyklede fem kilometer ind til bussen tidlig morgen for så at køre en time med bussen til Vordingborg og passe gymnasiet. Om efteråret var det som at leve i et evigt mørke.
