Torsdag var der i den grad gang i den på banerne ved DGI Huset Vordingborg. 30 OMBOLDhold mødtes for at dyste om de åbne Sjællandske Mesterskaber.
Stemningen var høj, hjertelig, masser af jubel og der blev givet high five i lange baner.
Lige meget hvem vi spurgte om hvordan det var gået var svaret det samme. -Det er gået godt!
Her betød det ikke så meget om man tabte eller vandt, selvom de under kampen naturligvis kæmpede for at vinde. Fællesskabet var det vigtigste.
Peter Mortensen er fra Ishøj, han er i flexjob, er en del af psykiatrien, har været indlagt 5 gange, er på medicin. Han var med fra start i Ishøj da OMBOLD startede op for 3½ år siden. -Hver dag er jeg med i noget i OMBOLD-regi! Ombold betyder rigtigt meget for mig.
-Jeg er stolt over byen er med til dette halvstore arrangement. Det viser vi kan, og området kommer endnu mere på kortet. OMBOLD er fantastisk, masser af fællesskab og man passer på hinanden, lyder det fra Rasmus Evind, LA og formand for Kultur, Idræt og Foreninger i Vordingborg Kommune.
Politikkerne var inviteret til en showkamp, men de havde svært ved at stille fuldt hold og måtte låne spillere. Da det handler mest om fællesskab gjorde det ikke så meget at de tabte 7-1.
Pilo, Frank og Patrick er med i “Fodbold for Fremtiden”. Fodbold for fremtiden er et samarbejde mellem DBU, Vordingborg Kommune, FGU, Vordingborg IF og støttet af VELUX FONDEN. Målet med projektet er at udvikle nye beskæftigelsesrettede metoder for unge i alderen 15-29 år, som står uden job eller uddannelse. -Det er unge som er visiteret fra Vordingborg Kommune, det er et fast tilbud med undervisning og en medarbejder ind over, som sammen med den unge ser på deres muligheder, fortæller formanden for VIF, Morten Brandt.
VIF har også OMBOLD, og der er nogen som er med begge steder.

Vordingborg stillede også med et hold. På billedet ses Oliver, Ronnie, Sille og Rikke. Der mangler en spiller. Selvom de tabte nogle kampe havde de det sjovt sammen.
Ken Flindt har været på landsholdet i 2016 for OMBOLD. Ken fortæller han kom i misbrug efter en arbejdsulykke og efterfølgende operation hvorefter han fik enorm meget morfin. -Jeg blev afhængig, startede et misbrug af hash mm. Men så kom jeg med i OMBOLD og nu er jeg ude af det.
Ken er blevet landstræner for kvindelandsholdet i OMBOLD.
Se masser af billeder på facebooksiden VORDINGBORG.IN

























