Oven på tirsdagens kamp mod Ajax i Mønshallen har Møns Bank nu forlænget aftalen med NFH.

Lars Vestergaard fra NFH (i midten) glæder sig over, at Møns Bank igen er med som sponsor for klubben, her repræsenteret af Susanne B. Jensen og Per Sjørup Christiansen.
Tirsdag aften var der håndbold for alle pengene, da Nykøbing F. Håndbold mødte Ajax København i en yderst velspillet kamp. En kamp, som sidste års bronzevindere, NFH, vandt med 35-18 efter i øvrigt at have været lidt presset i 1. halvleg.
NFH gik ikke kun hjem med en sejr, men også med en ny partneraftale.
– Det er en del af Møns Banks DNA at bakke op om lokalsport, der skaber liv og sammenhold i lokalområdet, siger bankdirektør Per Sjørup Christiansen.
Og marketingchef Susanne Bille Jensen supplerer:
– Vi er glade for at forlænge vores samarbejde med NFH. Stærke fællesskaber ligger Møns Bank meget på sinde, og kampen mod Ajax viste endnu en gang, hvordan håndbolden kan samle mennesker.
Partneransvarlig Lars Vestergaard fra NFH er også en glad mand.
– Der skal lyde en stor tak til Møns Bank for den fortsatte og trofaste opbakning, siger han. Det betyder meget for os at have en samarbejdspartner, som år efter år bakker op om både NFH og den lokale håndbold. Samarbejdet er med til at skabe gode oplevelser og bringe håndbolden endnu tættere på lokalområdet.























