Ugens historie fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv: Fantastisk vikingesværd.
Fantastisk vikingesværd er fundet i Stårby ved Mern omkring 1863. Vikingesværdet er omtalt i Årbog for Nordisk Oldkyndighed i 2010 og i Nationalmuseets sognebeskrivelse for Øster Egesborg Sogn, hvor der står, at det blev fundet sammen med lange rækker af skeletter, en sort potte og en plade med sølvnagler på matrikel nr. 5 a i Stårby i grusgraven på bakken. Sognebeskrivelsen er sandsynligvis fra 1876.
Under 2. Verdenskrig blev der gravet grus i grusgraven. De sidste 60 år har der været almindelig mark. Thomas Nielsen, Mern, har fortalt, at under krigen var drengene fra Mern på jagt efter løse kranier i grusgraven.
Peter Penz har omtalt sværdet i en 19 sider lang beskrivelse i Årbog for Nordisk Oldkyndighed i 2010.
Det tilhører en eksklusiv gruppe på 10 svær i hele Nordeuropa. Det tilføjes, at de fleste svær i denne gruppe er fundet i Norge og Sverige, da vikingebegravelserne blev bibeholdt længere der. Danmark blev kristnet hurtigere sydfra. Det betød ændrede begravelsesformer.
Skovrider Bang på Høvdingsgaard og Lilliendal kan være den, der har indleveret sværdet til Herlufsholm Kostskole, hvor Vilhelm Boye fra samlingerne på Herlufsholm modtog den. I 1874 byttede han det med nogle flintepilespidser med Nationalmuseet. Det har herefter været en del af Nationalmuseets samlinger.
Sophus Müller fra Nationalmuseet var i 1876 på ekskursion forbi Stårby. Sværdet blev omtalt; men der var ikke noget at se i grusgraven.
Matrikel Nr. 5 a er Plovgård i Stårby. Gården og jorden lå på hver sin side af Ørslevvej, og jorden er nu frasolgt.
Müller omtalte, at vikingegrave godt kunne ligge i nærheden af stenaldergravhøje. De havde besigtiget nogle grave i Røstofte, samt den gravhøj, der lå 200 meter mod øst på matrikel nr. 4 a, Lerbakkegård.
Men der var ikke noget at se, da gravhøjen var overpløjet før år 1800. Den havde været vist på sognekortet fra 1770.
Det er mærkeligt, at undertegnede pløjede 6 store sten op i 1981 fra denne gravhøj samme år. Enten har vi pløjet 1-2 cm dybere det år, eller det har været vægten af gården, vi byggede året før, der har hævet gravhøjen. Der er frugtbarhedstegn på en af stenene.
Vi har nemlig konstateret, at 3 meter under gården og gravhøjen er der flyd. Gravhøjen og gården, Lerbakkegård, ligger ellers på en massiv lerknold. Men på begge sider af gravhøjen har vi konstateret flyd i 3 meters dybde. Der var ikke flyd i 1,5 meters dybde, da vi byggede gården.
Godset Lilliendal er indsat som giver, da Plovgård var fæstegård under godset.
Sværdet er et meget fint tveægget svær, sandsynligvis ejet af en militær øverstbefalende, der har fået sværdet med i graven. Det blev fundet i 2 dele. Man ved ikke om sværdet var helt ved begravelsen.
Den danske kong Halfdan skulle i 873 ifølge Fulda-årbøgerne have overrakt den østfrankiske konge Ludvig den tyske et tilsvarende svær. Sværdet havde en værdi af 15 -20 køer.
Det har ligget i jorden i 1000 år, hvorfor det desværre er noget rustent. I Irland var et tilsvarende sværd, der er bevaret meget bedre. Dette sværd blev foræret til J.J:A.Worsaae, Museet for nordisk Oldkyndighed af det Kgl. Irske Akademi. Det er som Stårbysværdet et Karolingisk sværd af Petersen K-type.
Nationalmuseet har begge Karolingiske sværd. De er 82 cm lange.
Æggene i begge sider er påsat sværdet for at gøre det skarpere. Klingen er mønstersmedet, æggen er mønstersmedet og påsat hårdere og mere kulstofholdigt stål.
Ornamentikken er ligeledes hæftet på sværdet. Det er planteornamentik. Det er metalblik, der er hæftet sværdet med metaltråde i ridsede riller på sværdet. Der er 21 riller pr. cm.
Sværdet var udstillet på Nationalmuseet fra 2013 og årene derefter. 2019- 2022 har det været udstillet som hovedmotiv i indgangspartiet til Museet Kongernes Jelling. Det er mit store håb, at sværdet kan komme med på en udstilling på Borgcentret i Vordingborg, så det kan komme hjem til Vordingborg Rytterdistrikt , som Stårby i Ø. Egesborg Sogn var en del af.
Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen med Peter Penz´ artikel i Årbogen for nordisk Oldkyndighed og Historie 2010 samt Skalk som kilde. Tak til Dorthe Ville-Jørgensen og Olav Foged Olsen for hjælp til kildemateriale.
.
Tak til Langebæk Lokalhistoriske Arkiv
