Der har været noget snak på Facebook om ændret til- og frakørsel ved Sukkerfabrikken i Stege.
Der er flere som i Facebookgrupper på Møn har bemærket, at der er forvirring omkring ind- og udkørsel ved Sukkerfabrikken i Stege. Ikke mindst blandt øens mange gæster, som skal besøge nogle af kulturtilbuddene, caféerne eller Rema1000 er i tvivl, om hvordan de finder derind og ud igen.
Vordingborg.in har spurgt Vejdirektoratet, om de kan forklare, hvad der foregår.
Kostervej hører under dem, fordi det er en statsvej.
Via pressechef Vibe Reetz har vi fået disse svar:
– Vejdirektoratet har ikke kendskab til, hvorfor skiltning er blevet fjernet i forbindelse med ind- og udkørsel fra Kostervej 2 i Stege. Det er ikke Vejdirektoratet, der har fjernet skiltningen.
Der er fortsat indkørsel forbudt fra den midterste vejadgang fra Kostervej 2.
Vejdirektoratet vil derfor foranledige at der opsættes en ny tavle, der viser, at der er indkørsel forbudt.


























