Vi må have flere Unesco-titler til området, hvis det kaster koncerter som dem med Sort Sols Steen Jørgensen og Love Shop af sig. Det klædte Klintholm Havn med gedigen dansk rock fra de øvre skuffer
Jens Unmack, Loveshops forsanger, meldte blankt ud, at han aldrig har været på Møn før, men at bandet have været ude og tjekke klinten ud, inden de gav koncert på Klintholm Havn. “Det har I gjort meget godt”, sagde han om Møns Klint og lykønskede med de 17.000 år – dengang klinten blev formet under en istid og at det sidste år har ført til Unesco Verdensarvtitlen.
Han mente nu nok, at Love Shop er endnu ældre.
Sådan var det både en hyggelig og markant eftermiddag på Klintholm Havn med to gedigne danske rockkoncerter begge akkompagneret af den dygtige mønboende guitarist Rune Kjeldsen, som da nok kunne spille op under sandalerne og liv i skørterne med sit strengespil på en uvant men fyldt koncertplads i det klintholmske havnemijlø.
Der var mindst fire generationer tilstede og en god blanding af lokale, turister, flexboere og folk fra alle hjørner af Møn og omegn.
I sandhed en dag, der viste en glæde, samhørighed og en sult efter velspillet livemusik af større danske navne på de breddegrader.
Der kom så mange, at havnefogeden Jeppe, Jesper fra vandklubben på havnen og Hank fra Holland dirigerede trafikken ud i alle ender og kanter af havneområdet. Helt til bristepunktet, så der stadig holdt biler i vejkanten ud ad Klintholm Havnevej.
Sådan noget taler for sig selv, og der var egentlig heller ikke så meget at spørge om til arrangørerne, som tæller kommunen, geocenteret og stort set alle der har et aktivt erhverv på Klintholm Havn.
For det var bare en gedigen, god og gemytlig rockeftermiddag med behørige taler i dagens anledning – krydret med vilde øjeblikke på scenen, for eksempel da Kjeldsen og Jørgensen gav os Velvet Undergrounds “White Light, White Heat” med et ordentlig skrald. Så blev det gemytligt på en anden måde.
Det var i øvrigt skæg af opleve, hvordan ældre medborgere fandt lykke i Steen Jørgensens vokal og nye og gamle Sort Sol sange.
Han har jo været med siden Sods startede i 1977, så mon ikke mange har fulgt med på vejen gennem de snart 50 år med punk og rock og gedigne ørehængere som “Let your fingers do the walking”? Det så unægtelig sådan ud.
Ikke flere ord om det. Men gerne flere rockkoncerter på havnen.
Galleri herunder















































