
Vi har modtaget dette læserbrev fra Martin Graff Jørgensen (SF) på vegne af tre partier i oppositionen
Åbenhed og inddragelse er vejen frem
På sidste uges Kommunalbestyrelsesmøde blev der nedsat et nyt midlertidigt politisk udvalg, som skulle arbejde med borgerinddragelsen i Vordingborg Kommune. Det er et spændende arbejde, som vi alle ser frem til at følge. For borgerinddragelse er centralt for vores lokale demokrati og for udviklingen af vores kommune.
Derfor undrer det os naturligvis også, at flertallet (Liberal Alliance, Konservative, Venstre, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkepart) i kommunen har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på udvikling af villakvarterer i vores kommune, som udelukkende skal involvere erhvervslivet i dialogen om egnede områder til fremtidens villakvarterer. Borgerne eller andre interesseorganisationer er ikke inviteret.
Samtidig har sagen kun været behandlet som en orienteringssag. Det vil sige, at der ikke har været lagt op til en reel politisk dialog om hvordan gruppen skulle sammensættes eller dens konkrete formål.
Vi ønskede alle en bredere dialog, og en proces hvor hele kommunalbestyrelsen fra starten blev inddraget, men sådan ville flertallet det ikke.
Derfor kunne vi ikke bakke op om denne arbejdsgruppe. Vi ønsker heller ikke at sidde bag lukkede døre og diskutere udviklingen af vores allesammens kommune. Vi vil derfor igen opfordre flertallet til at åbne processerne op og søge den brede dialog.
Brit Skovgaard, Gruppeformand Socialdemokratiet Vordingborg
Eva Birch Christensen, Gruppeformand Enhedslisten Vordingborg
Martin Graff Jørgensen, Gruppeformand SF Vordingborg
På vegne af
SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten i Vordingborg Kommune























