Ikke mindre end 16 byrådsmedlemmer har bebudet deres ankomst til et dialogmøde mandag aften i højskolesalen på Møn Bakkeby.
Stege lokalforum har inviteret til dialogmøde med den sigende titel: ”Hvad nu hvis…”
Marco Berenz, Nørrøn Arkitekter står for aftenens oplæg, som kort fortalt handler om mulige tiltag for at bekæmpe den truende butiksdød og om at gribe til handling i forbindelse med udpegning af Steges bykerne som nationalt kulturmiljø. Marco Berenz har i sit oplæg flere interessante pointer, hvoraf det mest vidtgående nok er et forslag om indførelsen af en ”bomtold” ved indgangen til Stege Middelalderby i lighed med den ”told” man i gamle dage betalte for at komme ind i byen!
Da man i Vestmøn Lokalforum har måttet skride til aflysning af et planlagt dialogmøde samme aften, har det resulteret i tilmelding fra hele 16 lokalpolitikere, 5 fra Venstre, 4 fra Socialdemokratiet, 3 fra Liberal Alliance, 2 fra SF samt 1 fra henholdsvis Dansk Folkeparti og Konservative – der mangler således kun repræsentation fra Enhedslisten og Danmarksdemokraterne
Med nuværende borgmester Michael Seiding Larsen og tidligere borgmester Mikael Smed i spidsen, samt med økonomiudvalgsmedlemmerne Jacob Helles, Karina Fromberg og Martin Graff Jørgensen blandt de øvrige, skulle der være lagt op til en livlig debat om Stege som handelsby og kulturhistorisk perle og i Stege Lokalforum håber man på, at også mange lokale borgere vil tage aktiv del i debatten, som styres af Sune Borregaard.
Med venlig hilsen
Stege Lokalforum
…
Reklamelink:
Netavisen Vordingborg.in havde mere end 21 mio. visninger i 2025
Ny milepæl for Vordingborg.in – Har nu rundet 21.000 følgere! Hvad betyder det for annoncører?
















