DMI varsler snestorm – risiko for store snemængder i Vordingborg-området
DMI har udsendt varsel om snestorm i den sydlige og østlige del af landet fra mandag morgen til tirsdag morgen. Sydsjælland – herunder Vordingborg Kommune – er blandt de områder, hvor sne og kraftig vind kan give udfordrende forhold.
Et lavtryk, der bevæger sig op over Danmark fra syd, ventes at medføre udbredt snefald kombineret med tiltagende nordøstlig vind. I området kan der falde 5–10 cm sne, stedvis 10–15 cm og lokalt op til 20 cm. De kraftigste snebyger forventes mandag eftermiddag og aften.
Samtidig kan vinden føre til snefygning og dannelse af snedriver, hvilket kan gøre veje og stier vanskelige at færdes på. Ifølge DMI kan forholdene give trafikale problemer, og borgere opfordres derfor til at følge vejrudviklingen nøje og tage deres forholdsregler.
Varslet løber frem til tirsdag morgen, hvor vinden gradvist ventes at aftage, selv om der fortsat kan komme let sne i løbet af natten.
Illustration er fra – https://www.dmi.dk/varsler
Arkivbilleder




























