Swingende nytår i Vordingborg – P.J. Swingband klar med festlige koncerter i 2026
P.J. Swingband inviterer også i 2026 publikum indenfor til sine festlige og stemningsfulde nytårskoncerter – og orkesteret gør det i absolut topform.
De traditionsrige nytårskoncerter finder sted lørdag den 17. januar og søndag den 18. januar 2026, begge dage kl. 15.00, på spillestedet STARS, Algade i Vordingborg.
Årets solist er det unge og fremragende crooner-talent Magnus Gude Lykken, som sammen med P.J. Swingband vil levere elegante og swingende fortolkninger af kendte klassikere – sange, der oprindeligt er gjort udødelige af navne som Frank Sinatra, Michael Bublé og Robbie Williams.
Magnus Gude Lykken er allerede en efterspurgt solist på den danske musikscene. I 2025 har han blandt andet optrådt på Smukfest og – med egen gruppe – på Copenhagen Jazz Festival, hvor han har begejstret publikum med sin sikre stil og varme vokal.
P.J. Swingband dirigeres af André Jensen, professionel basunist med en fortid i Prins Jørgens Garde, og orkesteret tæller i alt 18 musikere fordelt på saxofoner, trompeter, tromboner og rytmegruppe. Bandet blev dannet i 1986 og har base i Vordingborg. Oprindeligt bestod orkesteret af tidligere medlemmer af Prins Jørgens Garde, men i dag er det et moderne bigband, hvor kun enkelte stadig har en fortid i garden.
Billetter kan købes via www.stars.dk eller ved indgangen på koncertdagen (så længe der er plads).
Pris: 195 kr. inkl. gebyr.
Publikum kan se frem til to eftermiddage fyldt med swing, nostalgi og nytårsstemning i selskab med et af Sydsjællands mest veloplagte bigbands.
Årets solist er det unge og fremragende crooner-talent Magnus Gude Lykken
























