Stygge skabninger med store følelser
Mange besøgte Gåsetårnet under juletræstændingen
I går var der ekstra travlt på Slotstorvet i forbindelse med juletræstændingen – og mange benyttede sig af muligheden for at komme gratis op i Gåsetårnet. Her kunne de opleve et lille gys og få et kig ind i tårnets dunkle kældre, skjulte rum og historiske stokværk, hvor fortidens mysterier stadig gemmer sig.
Gennem udstillingen bliver fortidens monstre og myter bragt til live – fra den kærlighedshungrende kæmpeblæksprutte Kraken til den frygtindgydende fluesværm Beezlebub, den ensomme Drage og mange andre mærkværdige væsner.
”Vi skaber stadig monstre i vores hverdag, når vi ikke taler ordentligt til hinanden – når vi er uærlige, egoistiske eller lader følelserne fylde for meget,” fortæller multikunstner Shane Brox om sin udstilling MONSTER. Hvert monster repræsenterer en bestemt følelse og giver både børn og voksne mulighed for at tale om svære temaer på en legende og tryg måde.
MONSTER-udstillingen kan opleves frem til 19. oktober, og denne weekend er entréen til halv pris. Til juletræstændingen i går var det gratis at besøge tårnet, hvilket mange gjorde for at få en spændende og anderledes oplevelse midt i julestemningen.























