Julen er hjerternes fest, men ikke for alle. Vokalgruppen Real Moments, DGI Huset og Møns Bank vil gerne gøre en særlig indsats for børn og unge, der har det svært – det sker via en særlig støttekoncert til fordel for BROEN Vordingborg.
For bare 150 kr. kan du både få en stor musikalsk oplevelse og hjælpe børn og unge, der ikke er så heldigt stillet som flertallet. BROEN Vordingborg giver en økonomisk håndsrækning, hvis familier ikke selv har råd til at betale for fodbold, svømning og andre sociale aktiviteter, der er så vigtige for en god trivsel.
Real Moments har eksisteret i 18 år og består af en række stærke sangere, som hver især også er solister – og gruppen har virkelig lagt sig i selen for at give en swingende julekoncert, inspireret af både Disneys Juleshow, danske salmer i overraskende udgaver og svensk jul med masser af ’snö’.
All I Want For Christmas, The Christmas Song og Let It Snow er ærke amerikanske julehits, som Real Moments opfører med stor entusiasme. Det samme gælder When You Wish Upon A Star, som gruppen giver på dansk i Jesper Fårekyllings udødelige udgave, Når du ser et stjerneskud.
Store klassikere fra gruppens øvrige repertoire er selvfølgelig med på koncerten. Det gælder fx Bridge Over Troubled Water og What A Wonderful World, fremført med både indlevelse og nerve. Hertil kommer internationale hits som Sir Duke, Black Or White og Smooth Operator samt Coldplays stadionrocker Viva La Vida, her dog fremført som en inderlig hymne.
Publikum skal heller ikke snydes for en tur til jazzens New Orleans samt et rigtigt swingpotpourri, som Sven Asmussen ikke kunne have sat bedre sammen…
Real Moments er vidt anmelderrost for deres præcision, klang og humor. Gruppen har sunget i adskillige kirker gennem årene og har også varmet op til koncert med Caroline Henderson.
Det hele foregår tirsdag den 2. december kl. 19.30 i DGI Huset. Billetter på www.moensbank.dk/rm.
Glædelig jul på forhånd ❤




















