Debatindlæg af Carsten Nøhr: Kulturarv er ikke noget man lige kan erstatte. Ingen kunne drømme om at fjerne de sparsomme rester af Vordingborg-borg eller Kornerups rådhus ved Slotstorvet.
Men bevaringsværdig betyder ikke nødvendigvis oldgammel. Vordingborghallen er i den grad bevaringsværdig. Det er et stykke fremragende funktionalistisk arkitektur, oversat til danske mursten og limtræ, som dengang var en banebrydende opfindelse. Mod alle odds, opført under den tyske besættelse.
Der er nogen praktiske ting der taler for at bevare hallen; Panteren er fyldt op, der kan ikke pakkes flere tider ind. Så er der nogen regneark som siger at det vil være billigere at bygge en ny hal end at renovere Vordingborghallen. Det tror jeg, for det første, ikke et øjeblik på, og for det andet: det ligger ikke i tidsånden bare at rive ned og bygge nyt. En ny hal, i stil med det nye Padelcenter, bliver aldrig en kulturhistorisk perle.
Kommunen har en politik om at reducere antallet at kommunalt ejede bygninger. Det har langt hen ad vejen været en succes. For ikke længe siden fik vi solgt det gamle rådhus i Stege, som nu bliver omskabt til lejligheder.
Det har også været forsøgt at overdrage Vordingborghallen, men det har vist ikke været muligt. Så må kommunalbestyrelsen vælge plan B, og sikre at hallen bevares i sin nuværende og originale arkitektur. Det sætter så også spotlight på et andet problem; Vordingborg kommune mangler en stadsarkitekt. Nej, det er ikke en smagsdommer, det er en ombudsmand som holder øje med, at man ikke glemmer at indtænke design og arkitektur når der bygges i det offentlige rum – eller når der rives ned, for den sags skyld.
Carsten Nøhr Larsen
Formand for Radikale Venstre Vordingborg
Kandidat til KV 25























