Nørre Alslev. Det er ikke kun i “indrejsefeltet” i Rødby Havn, politiet foretager stikvis kontrol af de indrejsende, der kommer til landet. Torsdag var der oprettet kontrol ved Nørre Alslev, hvor blandt andet busser sydfra blev kontrolleret, og det kunne tilsyneladende godt betale sig.
Kontrollen var opstillet på Cargovej i Nørre Alslev, og dagens kontrol medførte i to tilfælde forhold, der havde politiets interesse:
I en af busserne, der standset om formiddagen, blev der fundet en anseelig mængde piller, hvoraf en del af pillerne viste sig at være ulovlige. Umiddelbart ville ingen af passagererne kendes ved pillerne, men det endte med at en 46-årig udenlandsk mand med ukendt adresse blev anholdt og sigtet for smugling af narko. Han fremstilles i grundlovsforhør, hvor der begæres lukkede døre.
Over middag, klokken 13, i en bus der kom fra Tyskland, traf politiet en 63-årig mand fra Sverige. Det viste sig, han havde forbud mod at rejse ind i Danmark før 2023. Han blev derfor anholdt og sigtet efter udlændingeloven.
_________________________________________________
Hjælp og vind: Hjælp os med at få en bedre gratis netavis ved at tilmelde dig nyhedsbrevet under denne artikel. Flere læsere, flere tilmeldinger, så kan vi lave en bedre avis.
Samtidig deltager du i lodtrækningen af store gavekort gældende til handelsstandsforeningerne i Stege, Præstø og Vordingborg.
Der udloddes tre gavekort. To på 2000 kr. og et på 1000 kr.
Konkurrencen udløber den 17. okt., hvorefter vinderne vil blive kontaktet.






















