Forbindelse med os
malermester Louise Thrane vordingborg
gulvmontering vordingborg
Fællesspisning Holberggaard
begravelse bisættelse Vordingborg Kommune Stege stensved præstøxl-byg i PræstøBrændeovn-m-miljø-Vordingborg-Arnestedet-200x400DGI Huset Vordingborg svømmehal vandland
Penta Sikring tyverisikring

Sport

75-års jubilæum: Fra fodbold til fælles kollegamotion online – firmaidrætten følger med tiden

Publiceret

: ,

Hos Dansk Firmaidrætsforbund kæmper vi for at sætte Danmark i bevægelse både på arbejdspladsen og via vores 82 lokale firmaidrætsforeninger.

Vi dyrker sammenholdet gennem motion og bevægelse, og det har vi nu gjort i 75 år. 2021 skal nok blive et farverigt og festligt firmaidræts-år, hvor vi vil fejre vores store milepæl, 75-års jubilæum, med alle jer derude. På selve jubilæums-dagen, i morgen den 20. januar, stempler vi digitalt ind hos 40 arbejdspladser, som ønsker en målrettet, gratis og aktiv pause. Du og dine kolleger kan også nå at hoppe på bevægelsesbølgen – enten med afstand på arbejdspladsen eller fra hjemmekontorerne. Vi sender live kollegamotion 10-i-12 (kl. 11.50) fra forsvarsminister Trine Bramsens kontor – for det var lige nøjagtig her, at Dansk Firmaidrætsforbund blev stiftet i 1946.

Historiens vingesus vil unægtelig kunne mærkes i Washington i morgen, når Joe Biden indsættes som den 46. amerikanske præsident. Vi rammer selv det nostalgiske hjørne, kipper med flaget og ser fremad i firmaidrætten. For den 20. januar 2021 markerer også, at det er 75 år siden – tilbage i 1946, visionære ildsjæle stiftede Dansk Firmaidrætsforbund i HAFNIA’s mødesal på Holmens Kanal i København.

Denne legendariske mødesal huser i dag forsvarsministerens kontor, og vi har på fødselsdagen fået lov til at besøge vores vugge, Forsvarsministeriet, hvorfra vi blandt andet sender live kollegamotion 10-i-12 på vores Facebook-side. Trine Bramsen er medvært. I 7,5 timer fra kl. 08.00 til kl. 15.30 stempler vi endvidere – via Zoom, Teams, Skype etc. – ind på 40 arbejdspladser, der har bestilt digitale motionspauser á 15 minutter.

 

Formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, er naturligvis glad for, at tilbuddet om en digital motionspause får danskerne op fra kontorstolen i arbejdstiden.

 

“2021 er bevægelsens år, og efter et meget anderledes 2020, hvor coronaen påvirkede vores aktivitetsniveau negativt, har vi virkelig brug for at røre os – også i arbejdstiden. Vi skal dyrke sammenholdet og styrke fællesskabet. Nuvel, stadigvæk med afstand. Vores levende, digitale inspiratorer stempler ind der, hvor det giver mest mening for den enkelte arbejdsplads. Vi garanter smil på læben, og vi honorerer alle ønsker fra skyggeboksning over løb på stedet til online yoga,” siger Peder Bisgaard og supplerer:

 

“Vi følger med tiden, og i firmaidrætten er vi ikke bange for at prøve nyt. Historisk set har vi grebet mulighederne og set perspektiverne i 7-mands-fodbold, stavgang, zumba, spinning og floorball – blot for at nævne nogle eksempler fra 1970’erne frem til i dag. En af årsagerne til, at firmaidrætten har en selvstændig plads i idrættens hierarki, skyldes uden tvivl, at vi holder fast i vores niche; nemlig arbejdspladsen og motion med vores kolleger.”

 

Sundt, sjovt og socialt
IT- og ingeniørfirmaet ROB-EX A/S i Odense, der udvikler software til produktionsplanlægning, slog prompte til, da muligheden for gratis, digital kollegamotion blev slået op på de sociale medier.

 

“Vi har i større grad brug for en fast bevægelsesramme, når vi arbejder hjemme, som det er tilfældet i disse tider. Og så ligger der en sjov undertone i konceptet, som gør, at vi får et socialt fællesskab, uanset om pulsen kommer op. Det skal den nu nok gøre, det er jeg ikke i tvivl om. Vi er så småt i gang med at implementere nogle ‘nye’ vaner, og vores foreløbige evaluering af motion i arbejdstiden fortæller, at det bliver godt modtaget hele vejen rundt i virksomheden,” siger Office Manager hos ROB-EX A/S, Malene Kjerulff Andersen.

 

Bliver firmaidræt til idrætsfirma?
I anledning af 75-års jubilæet har vi udgivet et 254 siders jubilæums-skrift, der er tilgængeligt online her. Foruden anekdotefortællingen og fakta kigger Henrik H. Brandt, journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren, i krystalkuglen. Henrik H. Brandt konkluderer:

 

“… at Dansk Firmaidrætsforbund ved sit 100-års jubilæum i 2046 vil bringe sin stabile finansiering og politiske opbakning i spil som en slags investerings-, videns og udviklingsbank for ‘idrætsfirmaer’, som er orienteret imod markedet for motion- og idrætstilbud samt entreprenører og frivillige ildsjæle af enhver art, snarere end som et klassisk foreningsstyret firmaidrætsforbund, der selv producerer eller leverer idrætsydelser til arbejdspladserne. Den gode nyhed er, at firmaidrættens strategiske målsætning om “Et sjovere Danmark i bevægelse” ikke vil blive mindre sjovt af den grund. Tværtimod bliver det sjovt, meningsfuldt og udfordrende at være med på Dansk Firmaidrætsforbunds rejse i de kommende 25 år.”

 

Det startede med roerne
Historien om firmaidræt går retteligt tilbage til 1860’erne, hvor de første firmaklubber så dagens lys. Eksempelvis Handels- og Contoristforeningens Kaproningsselskab stiftedes i 1866, men dette var egentlig en fagklub. DFDS Idrætsklub – med primært fokus på sport for dampskibsselskabets medarbejdere – er fra 1884. Firmaidræt på foreningsplan blev aktuelt i begyndelsen af det 20. århundrede, og derfra gik det stærkt. Og firmafodbolden var i mange år den største motor – ikke mindst i optakten til forbundets stiftelse den 20. januar 1946.

 

Danskernes ændrede motionsvaner op gennem 1980’erne og 1990’erne gjorde dog, at fodbolden og holdsport samt -spil generelt fylder mindre i firmaidrættens nuværende portefølje. Hvad angår fodbolden, skal der imidlertid tilføjes den krølle, at det rent faktisk var firmaidrætten, som i 1970’erne bragte 7-mands-konceptet til landet (inspireret af vores svenske søsterforbund Korpen) – og firmaidrætten viste dermed vejen for de mange forskelligartede fodboldkoncepter, som dags dato lever i bedste velgående i Dansk Boldspil-Union, andre hjemlige idrætsorganisationer og private centre.

 

Kort om firmaidrætten:
Dansk Firmaidrætsforbund er den tredjestørste idrætsorganisation i Danmark med 385.969 medlemmer i 82 lokale foreninger. Firmaidrætten står for aktiviteter og kampagner som bl.a. Tæl Skridt og Arbejdspladsernes Motionsdag, der yderligere bevæger mere end 143.000 danskere årligt.

  •   
  •  
  •  
  •  

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Vordingborg Låseserviceimages/Rotationbanner/Hoejresidebar2/RemaStensved/ikke navngivet 2.jpg