Kørte galt i beruset tilstand mellem Fuglebjerg og Slagelse.
Torsdag aften skete der et færdselsuheld på Slagelsevej mellem Fuglebjerg og Slagelse. Kort forinden havde en bilist anmeldt til politiet, at en bil kørte meget usikkert, og kort efter forulykkede bilen. Bilisten – en 41-årig kvinde fra Vordingborg – som kørte mod Slagelse, kom over i den modgående vejbane, hvor hun kolliderede med en anden personbil med en 53-årig mand ved rattet. Den 41-årige virkede fuld, og en alkometertest gav da også udslag med en værdi et stykke over 2 promille. Derfor blev hun anholdt klokken 18.12 og sigtet for spirituskørsel. Hun blev tilset af ambulancepersonale, men var ikke kommet noget til, og det var den 53-årige mand heller ikke. På grund af kvindens høje promille blev hendes førerret inddraget, og den bil, hun kørte i, blev beslaglagt. Den 41-årige blev løsladt igen klokken 18.56, efter at der var taget en blodprøve.
.
Reklamelink: Ny milepæl for Vordingborg.in – Har nu rundet 21.000 følgere! Hvad betyder det for annoncører?























