Politiet konfiskerede flere poser med kokain.
Efter et tip om at der formentlig blev solgt ulovlige stoffer ved en adresse i Ørslev, holdt politiet fredag aften et ekstra øje med stedet. Klokken 21.50 lagde en politipatrulje mærke til, at en mand kom kørende i en bil, som han parkerede og gik over til en anden parkeret bil, hvor der sad en kvinde. De talte kort sammen, og lidt efter gik manden tilbage til sin bil og kørte derfra. Betjentene tog hurtigt kontakt til kvinden i bilen, der er 49 år og fra byen. Hun havde flere små poser med hvidt pulver på sig, og derfor blev hun anholdt og sigtet for salg af narko. Pulveret blev efterfølgende testet til at være kokain. På kvindens bopæl fandt politiet yderligere knap 25 gram kokain. Manden, som tilsyneladende havde handlet med kvinden, blev kort efter standset af en anden patrulje, og det viste sig at han ganske rigtigt havde en pose med kokain. Han blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer og for at køre bil i frakendelsestiden. Det drejer sig om en 35-årig mand fra lokalområdet.























