Advokatvurdering påpeger kritisable forhold i håndteringen af mistanke om muligt overgreb i en daginstitution i Præstø. Vordingborg Kommune igangsætter nu målrettede tiltag for at forbedre praksis og skabe større tryghed.
Vordingborg Kommune har modtaget den uvildige eksterne advokatvurdering, som blev iværksat i november 2024 for at belyse kommunens sagshåndtering i forbindelse med mistanke om muligt overgreb i en daginstitution i Præstø.
Vurderingen, der er udarbejdet af Elmann Advokatpartnerselskab, skulle blandt andet afdække, om lovgivningen om skærpet underretningspligt og tavshedspligt er blevet overholdt.
Advokatvurderingen peger på kritisable forhold i den pågældende sagsbehandling og fremhæver konkrete læringspunkter og mulige forbedringer, som Vordingborg Kommune nu vil arbejde målrettet med at indføre.
”Advokatvurderingen peger på, at vi i denne sag ikke har håndteret mistanken om et muligt overgreb korrekt. Den kritik tager vi meget alvorligt, og der er taget de nødvendige personalemæssige skridt. Derudover arbejder vi målrettet på at styrke kendskabet til vores beredskabsplaner, så alle ved præcist, hvad de skal gøre i forskellige situationer. Vores mål er at sikre en tryghed og sikkerhed for alle børn og forældre samt medarbejdere på børne- og ungeområdet. Det handler ikke mindst om, at kommunikationen til personale og forældre er klar i hele forløbet,” siger kommunaldirektør Kristina Sloth.
Vordingborg Kommune gennemfører derfor blandt andet følgende konkrete styrkelser af beredskabet på børne- og ungeområdet:
• Erfaringsopsamling: Kommunen gennemgår de erfaringer, der er gjort, og præciserer områder i beredskabsplanen, hvor der har været uklarhed.
• Ny handlingsguide: Kommunen udarbejder en konkret og brugervenlig guide til alle medarbejdere og ledere på børne- og ungeområdet som supplement til beredskabsplanerne.
• Øget vidensdeling: Kommunen styrker arbejdet med at sikre kendskab til beredskabsplanerne, herunder afholdes der et stort orienteringsmøde for ansatte i dagtilbud i januar 2025, hvor målet er at skabe tryghed og klarhed for alle medarbejdere.
Vordingborg Kommune oplyser samtidig, at der er indgået en aftale om fratrædelse med centerchef Charlotte Grummesgaard Nielsen og den daværende leder af daginstitutionen i Præstø. Vordingborg Kommune har ikke mulighed for at kommentere yderligere på de to fratrædelser, da der er tale om personalesager.