Vordingborg Kommune har igen i år oplevet en tilbagegang i DI’s årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed.
Kommunen falder fra en samlet placering som nr. 68 i 2023 til nr. 81 i 2024.
Man har nu i flere år satset på at blive en mere erhvervsvenlig kommune, hvor flere initiativer har været sat i søen herunder en erhvervsmasterplan, som blev til i et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv. Der var gode takter i kommunen, da man i 2022 opnåede en 55. plads i undersøgelsen. Men siden er det vendt til en samlet 26 pladser de seneste to år.
– Det er rigtig ærgerligt, at Vordingborg Kommune ikke har kunnet holde fast i den positive udvikling, som man ellers kunne notere sig for to år. Det her vidner om, at der er behov for at genstarte processen. På flere områder er Vordingborg Kommune på vej i den rigtige retning, hvor man investerer massivt i udbygning havn og satser stort på den grønne udvikling, siger Klaus Rønholt bestyrelsesleder for DI Sydsjælland.
I de underlæggende kategorier falder kommunen i de fleste kategorier på nær kategorien Digitale rammer, hvor man går fra en 81. plads til en 43. plads. I kategorien Uddannelse ligger kommunen fortsat med en flot placering på en 20. plads mod en 9. plads sidste år. I kategorien Arbejdskraft indtager man en absolut sidste plads blandt kommuner, og det er samtidig det område, som virksomheder mener, at kommunen bør prioritere.
– Når vi ser på de enkelte områder, så kan vi sagtens finde flere lyspunkter. Men det er en klar anbefaling fra DI Sydsjælland, at kommunen skal rette et skarpt blik på arbejdskraft. Det er et særligt vigtigt område for virksomhederne. For virksomhederne er det afgørende af have adgang til de rette medarbejdere, siger Klaus Rønholt.
FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024
- DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
- 7.479 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
- Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
- Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
- 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.
Kilde: DI