Politiet er til stede i festugen.
Onsdag fortsatte Vordingborg Festuge, og politiet var som de foregående dage også til stede på festpladsen og i byens gader – sammen med rigtig mange andre musikglade og feststemte gæster.
Det kastede et par sigtelser af sig – mest til gæster, der ikke kunne holde sig og derfor tissede på gaden. En 17-årig dreng blev dog sigtet for overtrædelse af våbenloven, fordi han havde et knojern på sig, og det opdagede en politipatrulje i Algade klokken 21.20. Klokken 21.35 blev en 16-årig pige grebet i at tisse i en baggård i Algade, og hun brugte en stribe mindre pæne ord over for politiet. Hun blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og det samme blev en 17-årig pige, der blandede sig i politiets arbejde. En 17-årig dreng lod også sit vand i en baggård i Algade, og da det – som det hedder – var egnet til at forstyrre den offentlige orden – blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Aftenens sidste gadetisser var en 34-årig mand, som også blev sigtet for at tisse i Algade, og det er en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.























