Bilejeren havde overvågningsbilleder fra bilen.
Politiet blev tirsdag morgen kaldt til en p-plads i Vordingborg, hvor en bilejer havde opdaget, at hans bil var brudt op, og der var blandt andet stjålet en jakke. Bilejeren havde overvågningsbilleder fra bilen, og politibetjentene genkendte gerningsmanden fra en anden sag. Betjentene henvendte sig til den mistænktes kæreste, som har adresse i nærheden, og her lå den stjålne jakke på gulvet, men den mistænkte var der ikke. Kort efter indløb endnu en anmeldelse om en mand, som larmede op ved nogle parkerede biler på Rådhustorvet, og da politipatruljen ankom, genkendte betjentene den mistænkte. Det var en 15-årig dreng, som blev anholdt klokken 7.07 og sigtet for indbrud og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han havde en køkkenkniv med sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 15-årige blev taget med til politistationen i Næstved, og de sociale myndigheder deltog i afhøringen. Den 15-årige virkede påvirket og var aggressiv, og efter et kort ophold i detentionen blev han kørt til kontrol på sygehuset i Slagelse. Men klokken 11.35 blev politiet kaldt til sygehuset, hvor den 15-årige nu optrådte udadreagerende. Derfor blev han anholdt og taget med retur til politistationen, og klokken 20.21 blev han løsladt igen.