Aftalekredsen bag Havnaturfonden investerer 140 mio. kr. i store naturgenopretningsprojekter, der skal genskabe havbundens levesteder med stenrev, ålegræs og skaldyrsbanker.
Tre konkrete signaturprojekter igangsættes i Aalborg Bugt, Knudshoved Odde og Endelave i Aarhus Bugt.
Tre storskala-projekter for i alt 140 mio. kr. skal genskabe havnatur: Torsk, havørred og stenbider skal vende tilbage. Der er afsat 50 mio. kr til Knudshoved Odde fra 2026-29.
Det danske havmiljø har i årtier været under pres. Iltsvind, tab af levesteder og et fald i biodiversiteten har sat sine tydelige spor. Med Havnaturfonden, der blev etableret i 2024, er der sat gang i den største genopretningsindsats i havet til dato i Danmark.
Aftalekredsen bag Havnaturfonden (S, V, M, RV, SF, EL og K) har netop besluttet at afsætte 140 mio. kroner i 2026-2030 til signaturprojektet ”Vores Hav” – tre store genopretningsprojekter, der skal skabe åndehuller i havet og robuste levesteder, hvor torsk, stenbider, blåstak og mange andre arter kan trives.
Vores Hav-projekterne skal sikre unik havnatur på tre nøje udvalgte lokaliteter. Naturgenopretningsprojekterne bliver udformet som levende mosaiklandskaber af stenrev, ålegræs og skaldyrsbanker, der tilsammen genskaber den variation og kompleksitet, som kendetegner et naturligt havmiljø.
De seneste årtier har iltsvind og tab af vigtige levesteder presset arter som torsk og stenbider i en grad, hvor deres naturlige udbredelse og bestande er truet. Med Havnaturfonden og projektet ’Vores Hav’ går vi helt konkret i gang med at genskabe de fysiske strukturer, der er en livsnerve i et sundt havmiljø. Vi genetablerer stenrev, udplanter ålegræs og opbygger skaldyrsbanker, så vi skaber varierede, robuste områder, hvor torsken og havørreden kan vokse op, og hvor stenbideren igen kan finde skjul og føde. Det er storskala-projekter, der skal bidrage til, at vi igen får et velfungerende økosystem.
Magnus Heunicke, Miljøminister.
De første Vores Hav-projekter igangsættes i 2026 i Aalborg Bugt og Knudshoved Odde. Fra 2028 igangsættes genopretningsprojektet ved Endelave i Aarhus Bugt.
Vores Knudshoved Odde
Knudshoved Odde er et kystnært område, som er en del af et Natura 2000-område. Området er udpeget for at beskytte en lang række marine og kystnære habitatnaturtyper og en lang række yngle- og trækfugle. Farvandet i forlængelse af Knudshoved Odde er et stort naturligt stenrev, som er blevet kraftigt reduceret ved stenfiskeri.
Projektet Vores Knudshoved Odde vil være et omfattende naturgenopretningsprojekt med ålegræs, stenrev og biogene rev, som vil sikre, at betingelserne er til stede for et artsrigt økosystem til gavn for blandt andet torsk.


























