Forsøgte at fuppe sig til kontanter ved brug af falsk kvittering.
Politiet blev søndag klokken 16.19 kaldt til en dagligvareforretning i Stensved, hvor der havde været noget tumult. En “kunde” havde forsøgt at fuppe sig til kontanter ved hjælp af en forfalsket kvittering, og da en medarbejder ville tale med ham, blev medarbejderen væltet omkuld af en anden mand. Det lykkedes at tilbageholde den ene person, mens den anden stak af. Politiet anholdt klokken 16.31 en 20-årig mand fra Herning på stedet, og han blev sigtet for røveriforsøg. Kort efter fandt en anden af politiets patruljer frem til den anden mand, som blev genkendt ud fra signalementet, da han sad i et busskur. Det var en 39-årig mand fra Ballerup, som blev anholdt klokken 17.20 og også sigtet i sagen. Det overvejes i øjeblikket, om de to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.