Souschef ved Vordingborg Bibliotekerne, Jane Grønbech Poulsen, stopper efter 47 års ansættelse.
Efter at have været et af bibliotekets mange ”ansigter ud ad til” i mange år stopper har Jane sidste arbejdsdag den 31. juli.
Igennem sit arbejdsliv har Jane haft fingrene i mange forskellige arbejdsområder, dog har mange af dem haft noget med IT at gøre, da det er et område, som står Jane nært, samt hun har været ansvarlig for. I en del år lavede Jane Sydsjællands Tekst-tv samt aktivitetskalenderen Lige Netop Sydsjælland og Kultunautkalenderen i Sydsjællands Tidende. I mange år stod Jane også bag bibliotekets quiz på Radio Valde ”Hvorfor er
himlen blå og Biblioquizzen”, ligesom Jane i forbindelse med kommunalvalg lavede lokal-tv og udsendelsen ”Blandede Bolsjer”.
Da Internet gjorde sit indtog, var det Jane, der lavede den allerførste hjemmeside til Vordingborg Kommune og fx også hjemmesiden www.flyttilvordingborg.dk samt senere bibliotekernes hjemmeside www.vordingborgbibliotekerne.dk
Sideløbende med udviklingen af bibliotekets informationskilder er bibliotekerne i årene også blevet udviklet. Fra et system med datakort og fotografering af boglommen til udvikling af udlåns- og afleveringsautomater til selvbetjening. I dag er bibliotekerne åbent i mange timer med fuld selvbetjening. Et system, som fungerer rigtigt godt og som giver borgerne adgang 7-23 til de mange ressourcer som bibliotekerne i Vordingborg Kommune tilbyder.
”At tænke sig at alle kommunens biblioteker kunne være åbne, uden der er personale til stede, ville have været en fuldstændig umulig og utænkelig tanke i 1977 hvor jeg blev ansat. Dengang fandt personalet nærmest alt frem, som lånerne skulle låne, fx kassettebånd, cd’er, læsesalsbøger m.m.”
Jane siger selv: Bibliotekerne er en gave til borgerne. Min opgave og mit mål i alle 47 år har altid været, at tilbyde borgerne det absolut bedste tilbud, for de penge, der er til rådighed og fortælle så meget og så højt som muligt om de fantastiske tilbud som bibliotekerne har til borgerne. Derfor har Jane også i alle årene haft fokus på løbende effektivisering af interne processer, så serviceniveauet trods nedskæringer og ofte mindre penge, altid har været højt.
Måske mange husker billederne fra 2018, hvor Vordingborg Bibliotek fik en silo i hovedet. Ligesom nogen nok husker, at Jane i mere end 10 år planlagde og styrede Kulturnatten i Vordingborg. Ombygning, indretning og flytning af Vordingborg Bibliotek fra Algade til Kulturarkaden og de fine bogbusser som Vordingborg Bibliotekerne har haft igennem årene, har Jane også sat sit præg på.
Et af Janes seneste større projekter er Makerspace Vordingborg. Et tilbud på Vordingborg Bibliotek, hvor der tilbydes hjælp og undervisning i 3D tegning- og print, laserskæremaskiner, programmering og meget mere.
”Med den stormende udvikling bibliotekerne har været og er igennem, har jeg aldrig lavet det samme 2 år i træk og hver eneste dag har bragt nye emner, opgaver og beslutninger med sig. Ofte for mange, men man lærer at prioritere. Jeg har altid følt mig virkelig heldig og privilegeret, at have et så spændende, inspirerende og ideologisk job og altid været glad for min arbejdsgiver Vordingborg Kommune”.
Jane stopper ikke helt, men overgår til en stilling som seniorkonsulent 5 timer ugentlig, kun med fokus på bygning og flytning af Præstø Bibliotek til Støberihallerne sidst i 2024/primo 2025. Så har du behov for det, kan du stadig træffe Jane på hendes nuværende tlf.nr./e-mail.