De gæve gutter fra Karrebæksminde gjorde det igen, igen…
Allerede længe før koncertstart var der ingen tvivl om, hvem der skulle være dagens første orkester på Slotstorvet på festugens næstsidste dag. Det vrimlede med hvide sømandskasketter i menneskehavet.
Og på et stort og iøjnefaldende banner på et af husene på torvet stod navnet printet med kæmpe bogstaver: SØMÆNDENE.

Navnet var også at læse bag på kasketterne, som ganske mange blandt publikum havde på.
Det populære orkester har været trofast gæst i Vordingborg Festuge, og har ikke selv helt styr på, hvor mange gange de har optrådt på Slotstorvet. Fanskaren er i hvert fald stor.

Hvor mange er kommet for første gang spurgte kaptajnen ud blandt publikum. Ikke ret mange rakte hånden i vejret. Hvor mange er kommet for sidste gang? Meget få rakte hånden i vejret…
Forståeligt nok kommer Sømændene igen år efter år, for de er et trækplaster, der har et stort publikum – og så appellerer de til alle, som er med på at holde en ordentlig fest.
Og naturligvis gjorde Sømændene, som de plejer. De fyrede den af i et suverænt sceneshow, som i første sæt mundede ud i konfettiregn over publikum.

Og repertoiret var noget alle kunne skåle og skråle med på – velkendte sømandsviser i Sømændenes egen fortolkning og indpakning – godt bundet sammen af kaptajnen, som meget gerne ville skåle med publikum.
Og det er jo lidt det, som det går ud på i Vordingborg Festuge…for at det løber rundt og publikum kan få gratis musik.
Vordingborg.in’s fotograf Hans Kurt Frederiksen har fanget flere glimt fra fredag aften

Michael Gabriel (Foto:Hans Kurt Fredriksen)

Dem du elsker (Foto: Hans Kurt Fredriksen)

Dem du elsker (Foto: Hans Kurt Frederiksen)
Følg også Vordingborg.in’s Facebookprofil, hvor der er flere billeder



















