Med en sidste vilje formåede den store silo på Sydhavnen at trodse fagfolkenes beslutning om, hvor den skulle ende sine dage.
Alt var gennemtænkt og tilrettelagt, da man fredag eftermiddag lidt i fem trykkede på udløseren, der satte den planlagte sprængning i gang. Og så måske alligevel ikke… Selvom kommende undersøgelser nu skal forsøge at klarlægge, hvor det gik galt – om der var noget, man til trods havde kunnet tage højde for men ikke gjorde – nok ikke mindst for at forsøge og placere et ansvar for den mislykkede sprængning, så er det svært at forestille sig, at fingeren kommer til at pege på firmaet bag udførelsen af bortsprængningen. Folkene bag lever af at udføre den slags arbejde og har mange års erfaring med masser succesfulde sprængninger på cvét. Endvidere bakker formanden for Dansk Sprængteknisk Forening, Johan Finsteen Gjødvad i dag i Berlingske op om det udførte arbejde; -Firmaet havde gjort alt lige efter bogen, udtaler han.
Tanken, “at det ikke måtte kunne ske”, som nogen nu udtaler er nok mere en naturlig efterreaktion, Når man taler om en 37-årig, 53 meter høj og 12.000 tons tung sag, der står lodret op i luften, hvem tør så lægge sit hoved på blokken og sige; Jeg tager det fulde ansvar for at intet sker! For selvom sandsynligheden for fejl var lille, så var den tilstede! Det var vel heller ikke for sjov, man havde taget alle mulige forholdsregler med at lukke biblioteket og sikre området i en god afstand. Man var godt klar over, at der “sikkert” ikke skete andet end det planlagte. Ergo, der var en mikroskopisk chance for at noget kunne gå galt, og det gjorde det så denne gang. Omend det er sørgelig med Kulturarkaden, så er det blot materielle sager.
Der florerer blandt lægfolk allerede mange gisninger om, hvad der gik galt. Her på avisen har vi selvfølgelig også én, og det skal for korrektheden nævnes, at den står for egen regning. Men se den fremragende video lavet af TV East, hvor de med deres drone følger sprængningen fra luften:
Der kan man se, at de blotlagte “støttesøjler, hvor sprængstoffet er placeret bag polstringen, bortsprænges planmæssigt. Men, da de er væk, og siloen planmæssigt begynder at kæntre i den rigtige retning, kollapser den bagerste del af siloen, som der ikke er gjort noget ved, og som egentlig blot skulle brydes, når siloen lagde sig.
Da siloen begynder at tippe planmæssigt fremad, skrider det bagerste stykke ud over fundamentet, og “trækker”/retter siloen op, mens den af sin store vægt presses ned over fundamentet. Man kan se, hvordan den nederste del af siloen pulveriseres hele vejen rundt, mens den trykkes ned ganske som, hvis man tager en tom køkkenrulle og prøver at presse den ned over en anden tom rulle.
Da dette sker, og siloen retter sig op, fortsætter den sin vandring i svajet bagover – nok grundet centrifugalkraften/vægten oppefra samt, at der ikke er noget, der kan holde igen på modsatte side, hvor “støttebenene”/”forhugget” var, og med det uheldige resultat til følge.
Dagen derpå. Siloens fundament. Foto Per Fenger/Ørslev
Lørdag formiddag er man stadig ved at lukke hullet i Kulturarkaden. Foto Per Fenger/Ørslev
