Sigurd Bo Bojesen har i 25 år udgivet Sommermagasinet Møn. I går var der mange mennesker til reception på Thorsvang for udgivelse nr. 25.
-Det var en fantastisk dag, mange mennesker kom og ønskede tillykke, mange taler og stemningen var god. En dejlig dag, fortæller Sigurd Bo Bojesen.
Det var dog på hængende hår at Sigurd i går kunne dele Sommermagasinet Møn 2025 ud. Trykkeriet Stibo i Horsen fik pludselig problemer med indbindingsmaskinen så han fik 1000 eksemplarer til uddeling. -Jeg ved ikke hvordan det er lykkes dem at lave 1000 eksemplarer, om de har brugt en anden lille maskine eller lavet det i hånden, jeg ved det ikke, griner Sigurd.
Han plejer at få trykt 35.000 eksemplarer, så de sidste 34.000 får han leveret på mandag, og tirsdag begynder han at dele dem ud. -Jeg er min egen avisbud, og det tager fire dage. Jeg får løftet mange tons. Det er første gang jeg ikke kører ud dagen efter receptioen!
34.000 eksemplarer leveres på 26 paller og ialt er der 19.500 kg, det er det samme som 19,5 tons. – Jeg behøver ikke at gå i fitnesscenter!
Det er et kæmpe arbejde at lave Sommermagasinet Møn som beskriver en masse forskellige steder på øen og en masse aktiviteter. Sigurd er rundt på hele øen for at tage billeder, og det er flotte billeder, han taler med kunder og skriver det hele selv. Han er helt alene om projektet.
Foto Elo Mortensen

























