Fredag klokken 22.13 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde fået stjålet sin bil, som holdt i tomgang på en tankstation på Østerbrogade i Nykøbing, mens han kortvarigt var inde i forretningen for at hente en pakke.
Lidt senere på aftenen kunne bilen ses på en app, og den holdt parkeret på en adresse uden for Sakskøbing. Her fandt politiet bilen, og en 48-årig mand, som var på stedet, blev sigtet for tyveri.
Politiet minder om, at de enkelte kommuner har fastlagt et tomgangsregulativ, hvor det fremgår, hvor lang (eller kort!) tid, en bil må stå i tomgang. Dernæst har en bilejer efter reglerne i færdselsloven også pligt til at sikre, at bilen ikke uberettiget kan anvendes af andre – og sidst, men ikke mindst, er det hverken godt for miljøet eller bilen, at den kører i tomgang.



















