Debatindlæg fra Jesper Adler: Perspektiv – det synes jeg mangler i den grønne omstilling – især den del, der omhandler hvor meget eller hvor lidt areal, som der skal gå til den grønne omstilling.
Tillad mig at perspektivere
Vores kloge broderfolk, svenskerne, har kernekraft. Et af værkerne hedder Ringhals og ligger ca. 1 times kørsel syd for Göteborg.
Værket består af 4 reaktorer, men kun de 2 nyeste, der blev sat i drift i hhv. 1981 og 1983, er stadig kørende. Dvs. de begge har rundet 40 års alderen, og jf. Vattenfall er det tanken, at de efter en modernisering skal være i drift i yderligere ca. 40-60 år (kilde: https://powerplants.vattenfall.com/sv/ringhals/)
De 2 reaktorer leverer 17.000 GWh på et værk som fylder 1,15 km2 landareal, og det er alt inklusiv. Her tænker jeg på personalefaciliteter, administrationsbygninger, parkeringspladser og alt hvad der ellers hører til, at et kraftværk kan fungere. Værket leverer fuld effekt 88% af tiden (jf. Vattenfall).
Til sammenligning er der i Haslev/Bregentved opført en solcellepark, der fylder 410 HA, og som kan levere 157 MW. Det vil sige, hvis der er optimale betingelser på fx en solrig junidag.
Om natten giver parken ikke nogen energi. Produktionen vil derfor svinge mellem 0 MW og 157 MW. Det meste af produktionen foregår i sommerhalvåret, hvor vi bruger mindst el og parken giver næsten ingenting i december og januar. Den årlige produktion forventes at blive 170 GWh, svarende til at parken leverer 12% af sin maximale effekt i gennemsnit Kilde: https://www.tv2east.dk/…/nordeuropas-storste…. Et kernekraft værk producerer konstant energi!
Jeg lader lige arealforholdene synke ind hos læseren – 1,15 km2 contra 410 HA (4,1 km2) – altså næsten en faktor 4 i arealanvendelse og så kan solcelleparken kun levere ca. 1% strøm i fht. Ringhals.
1 PROCENT
På Värö halvøen hvor Ringhals ligger, er der også et naturreservat, så her går natur og kernekraft hånd i hånd.
I dette perspektiv har jeg ikke inddraget vindmøller. De nyeste vindmøller er 185 m høje. Ringhals er 20-30 meter højt (det har jeg dog ikke kunnet få verificeret). Vindmøller bryder landskabet, nogle synes om det, andre gør ikke, men det fylder også store landarealer. Effekten fra vindmøller er dog noget større end fra sol. Levetiden for vindmøller er et sted mellem 20-30 år. De nyeste skulle kunne holde i 30 år.
Vi bliver nødt til at tænke areal ind i vores tilgang til etablering af grøn energi, og hertil regner jeg altså kernekraft. Energiintensiteten i kernekraft er bare så voldsom meget større end sol og vind.
Og så lige en sidste ting, sol og vind kræver ufattelig meget system backup, da de producerer som vinden blæser og solen skinner. Derfor bliver elsystemet nogle gange ekstremt overbelastet eller slet ikke belastet. Kernekraft producer konstant hele tiden.
Venlig hilsen
Jesper Adler
Medlem af kommunalbestyrelsen for Konservative