Hver Business Breakfast byder blandt andet på besøg hos en lokal erhvervsdrivende. Denne gang besøger man IBKA A/S, landets førende virksomhed inden for industriel rengøring. Adm. direktør Henrik Bøgeskov starter morgenen med en rundvisning og en præsentation af deres virksomhed.
Man får også besøg fra den jyske vestkyst. Bent Haumann, Senior Business Development Manager fra Hvide Sande Havn, har været med til at skabe succes for både erhverv, kommune og borger. Hvide Sande har ikke altid været præget af det aktivitetsniveau, som ses i dag, og det var samarbejde, der muliggjorde den lokale succes. Dét vil han dele sine erfaringer med.
Borgmester Mikael Smed siger:
“Det er vigtigt for den lokale fremgang, at vi kommer tættere på virksomhederne og understøtter erhvervslivet så godt, som vi kan. Men det kræver, at vi kender til deres synspunkter og erfaringer. Derfor er det rigtig godt, at vi nu får skabt et forum, hvor kommune og erhvervsliv kan mødes jævnligt. Og det kan ske ude på virksomhederne, så vi får virkeligheden helt tæt på morgenkaffen.”
Alle erhvervsdrivende i Vordingborg Kommune er inviteret, og deltagelse er gratis. |