Endnu en DM-titel til Nyrådrytter.
Lørdag kunne den 13 årige cykelrytter fra Nyråd, Julius Løvstrup Birkedal, trække endnu en danmarksmestertrøje over hovedet, da han vandt DM i enkeltstart.
Tidligere på året vandt Julius danmarksmesterskabet på cykelbanen og nu var det så kommet til landevejen.
Weekenden 27.- 28. august stod den på ungdoms DM i cykling ved Stigsnæs nær Skælskør.
Lørdag var det disciplinen enkeltstart der stod på programmet. Her starter rytterne enkeltvis og kører den 13.5 km lange rute alene. Det betyder at man ikke kan ligge på læ af andre og man må forlig sig på egne kræfter. Der er her man taler om at “æde sig selv” hvor man bare må køre alt hvad man kan, selvom benene skriger efter pause og lungerne er ved at vende på vrangen.
Det var her Julius satte alle konkurrenterne i U15-klassen til vægs, ved at vinde løbet med 35 sekunder til nummer to, en stor margen i et løb af den type.
Søndag var det så linjeløb, hvor rytterne starter i et samlet felt, et felt som holdt sammen helt til slut.
Desværre lå målstregen 100 meter efter rytterne havde kørt en hel omgang i en rundkørsel og her gik det galt. I opløbet blev Julius fanget af et styrt der sendte fire ryttere i asfalten. Julius slap lige med nød og næppe forbi, men endte på en 4. plads.
Ud over materiel skade, havde de fire ryttere der endte i asfalten, en del hudafskrabninger. Heldigvis var samaritterne hurtigt på pletten og alle endte med at kunne gå derfra.
De mange podiepladser i sæsonen, betyder nu at Julius rykker op i den næste klasse, U17, og skal køre både længere og hurtigere og mod ryttere der er op til 16 år.