I fredags mødtes en masse elever fra 5. og 6. klassetrin i Vordingborg Kommune til årets Naturfagsmaraton i Langebækhallen. Her fik eleverne lov til at demonstrere deres løsninger på seks forskellige opgaver.
Blandt andet har de bygget en robot-arm til rummet og lavet en opfindelse, der kan styre lyd i en bestemt retning.
Der var gang i den under præmieuddelingen, og det gik stærkt, og med masser af trommehvirvler.
Formålet er at styrke elevernes interesse for naturfag og teknologi og give dem en positiv oplevelse med fagene. Direktør i Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck, fortæller:
“Med Naturfagsmaraton viser vi eleverne, at naturvidenskab og teknologi er sjovt og spændende. Gennem årets opgaver kan de bruge deres opfindsomhed og kreativitet på mange forskellige måder, når de skal arbejde eksperimenterende og undersøgende med autentiske problemstillinger. Vi håber på at styrke elevernes interesse for naturvidenskab og teknologi, og måske også om nogle år lysten til at uddanne sig i den retning”.
-Hele mellemtrinet har kørt en projektuge, fortæller Kirsten Keis.
-Den opgave holdet vandt, handlede om hvordan man kunne få folk til at bruge skraldespanden, når de ikke længere gad tygge på tyggegummiet.
-Det har været mægtigt sjovt og spændende, og vi har lært meget, fortæller eleverne begejstret og i munden på hinanden.
Foto Anders Munch