Natur og kunst er omdrejningspunktet for de tre modtagere af Vordingborg Kommunes Kulturpriser 2024.
Natur og kunst er de bærende temaer for de tre personer, der i år modtager Vordingborg Kommunes Kulturpriser. Det drejer sig om kunstner og keramiker Ursula Munch-Petersen, kunstner Rune Bosse og filosof Aksel Haaning.
Ursula Munch-Petersen modtager prisen for sit ekstraordinære arbejde med at forny og udfordre keramikkens formsprog. Rune Bosse hædres for at skabe et nyt perspektiv på forholdet mellem menneske og natur, mens Aksel Haaning modtager prisen for med sin forskning at bringe glemt visdom tilbage i nutidens diskussion om vores forhold til naturen.
“Vi har et helt særligt kunst- og kulturliv i Vordingborg Kommune. De tre modtagere af priserne i år understreger, hvor stærkt og rigt et kunst- og kulturliv vi har,” siger Brit Skovgaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune.
Kulturpriskomiteen, der består af lokalforankrede professionelle kunstnere og kulturaktører samt en repræsentant fra Møns Bank, står bag udvælgelsen af årets kulturprisvindere.
”Vi har udvalgt tre modtagere af Kulturpriserne, som går forrest i brugen af naturen som udgangspunkt for deres arbejde. De skiller sig ud som noget særligt. Derfor glæder vi os til at hædre modtagerne – og samtidig sætte fokus på vores kulturliv og de mange mennesker, der bidrager til, at vi har et unikt kunst- og kulturliv i vores del af landet,” siger skuespiller og teaterproducent Line Svendsen, medlem af priskomiteen.
De tre modtagere af Kulturpriserne 2024 er:
- Kunstner og keramiker Ursula Munch-Petersen
Keramiker Ursula Munch-Petersen tildeles en pris for hendes livslange arbejde med at forny og udfordre keramikkens formsprog. Med sin brugskunst har hun skabt en dyb forbindelse mellem funktion og æstetik, og hendes arbejder er både folkelige og internationalt anerkendte. Hendes opvækst på Bornholm og senere flytning til Møn har inspireret hendes naturprægede udsmykninger, som skaber en unik dialog mellem natur og kunst. - Kunstner Rune Bosse
Kunstner Rune Bosse tildeles en pris, fordi han gennem sine værker, hvor levende træer bliver kunst, har skabt et nyt perspektiv på samspillet mellem menneske og natur. Hans eksperimenterende projekter ved Oremandsgaard Gods ved Præstø, hvor kunstværker vokser og udvikler sig over tid, afspejler naturens foranderlighed. - Filosof Aksel Haaning
Filosof Aksel Haaning fra Vordingborg tildeles en pris for sin bog Naturens Lys, som i 2024 udkom i en ny udgave. Bogen kaster lys over middelalderens naturforståelse og bringer en glemt visdom ind i den moderne diskussion om vores forhold til naturen.
Publikumsprisen
Kulturpriserne omfatter også en publikumspris, som borgerne i Vordingborg Kommune kan være med til at afgøre vinderen af. Fra den 9. december kan alle borgere indstille deres kandidat til Publikumsprisen 2024. Læs mere om, hvordan du indstiller din kandidat, på vordingborg.dk/frivillig/kulturpriser.
Prisfesten
Modtagerne af Kulturpriserne 2024 bliver fejret ved en stor prisfest på STARS den 24. januar, hvor alle er velkomne. Mere information om arrangementet følger.
Læs mere om Kulturpriserne og Kulturpriskomiteen her: vordingborg.dk/frivillig/kulturpriser.
…
Læs også: Vordingborg.in har nu mere end 19.000 følgere (og hvad det har af betydning).