Kommunalbestyrelsesmedlem Martin Graff kommer her med en opdatering.
Nogle måneder med politisk pause, pusterum og tid til at reflektere over fremtiden er nu slut, og derfor denne opdatering fra mig.
Tak til alle dem, der i de sidste måneder har skrevet, snakket og givet mig rum til at kunne vende tilbage. Jeres støtte har været uvurderlig, alle som en. Særligt tak til Gry for at give mig skubbet til at sige stop tilbage i marts, og for altid at støtte mine ambitioner og ønsker, også selvom det betyder afkald. Jeg elsker dig for det og meget mere.
Jeg har siden slutningen af marts, hvor det gik op for mig, hvor dårligt et sted jeg var endt fysisk og psykisk, reflekteret over min politiske fremtid, og jeg føler mig nu klar til at vende tilbage til Kommunalbestyrelsen. Alt bliver dog ikke ved det samme.
En af de ting, der hurtigt gik op for mig i min orlovsperiode var, hvad der havde bragt mig i en ubalance, som jeg aldrig har oplevet min krop i tidligere. Det var også meget klart for mig, at det sted skulle jeg aldrig ende i igen, både for min egen skyld og for mine nærmestes skyld.
Det er også derfor, at jeg må træffe den sindssyg hårde beslutning om, efter ca. 12 år som medlem af Enhedslisten, at melde mig ud.
Jeg er nået frem til denne beslutning, da jeg ikke længere føler jeg kan repræsentere den udvikling der er sket lokalt i Enhedslisten Vordingborg siden efteråret sidste år, hvor store politiske beslutninger vendte bunden i vejret på lokalafdelingen, der kulminerede i beslutningen af en ny politisk linje for Enhedslisten Vordingborg for få måneder siden.
En politisk linje der fundamentalt brød med den måde, som jeg (sammen med gode støtter i baglandet) førte politik på, som vi fik opbakning til at gå til valg på og som gav Enhedslisten 2 mandater ved sidste Kommunalvalg.
Jeg kan ikke bakke op om den nye politiske linje, der er opstået lokalt, og som er langt væk fra den samarbejdsbaserede platform og ordentlige tilgang til det politiske arbejde, der både er central i min tilgang til det politiske arbejde, og som var centralt i vores fundament i valgkampen.
Der er desværre ikke længere plads til den politiske linje, som vi gik til valg på til Kommunalvalget, med baglandets opbakning, og dermed heller ikke længere plads til mig.
Et af de sværeste valg med min udmeldelse af Enhedslisten er også mit valg om ikke at afgive mit mandat. Beslutningen om dette er en sindssyg stor udfordring i forhold til mine egne principper, og har på ingen tænkelige måder været nem. Men jeg kan ikke se andre udveje.
Rollen som Kommunalbestyrelsesmedlem er offentligt ombud, og kan derfor ikke bare uden videre opgives, selvom man måske gerne ville det. Jeg har ikke nogen ærlige argumenter for, hvorfor jeg, som tingene ser ud nu, ikke skulle kunne varetage rollen som Kommunalbestyrelsesmedlem.
Derudover er det stadig min ambition at være med til at gøre en forskel for unge, udsatte, klimaet, sammenhængskraften og vores kommune som helhed, som det var det, da jeg blev valgt, og som vi har gjort i den første del af perioden, hvor vi bl.a. har sikret Headspace til Vordingborg Kommune og vedtaget en DK2020 Klimaplan, på trods af hårde økonomiske tider.
Jeg mener helt klart, at jeg med denne beslutning viser overfor dem, der har stemt på mig, at jeg påtager mig det ansvar, som de gav mig, men jeg er også fuldt ud klar over, at der vil være rigtig mange mennesker, særligt i Enhedslisten, der har bakket mig op over de sidste mange år, der sidder tilbage skuffede over denne beslutning. Til dem kan jeg kun sige, at jeg er ked af det, men jeg mener, at det er den rigtige beslutning i den her situation.
Selvom jeg forventer, at jeg er klar til at vende tilbage til Kommunalbestyrelsen, er jeg også udmærket klar over, at det ikke er sikkert, at min krop er enig, når jeg reelt er kommet tilbage. Det er derfor også med de forbehold, at tingene bliver taget lidt ad gangen efter min tilbagekomst og at jeg måske ikke er lige så tilgængelig, som jeg førhen var.
Selvom jeg er overbevist om, at jeg er i stand til at vende tilbage, kan det selvfølgelig ikke udelukkes, at kroppen alligevel siger fra. Hvis dette er tilfældet, så er valget selvfølgelig ikke et valg længere. Det vigtigste er, som jeg skrev tidligere, mit helbred og mit ansvar overfor mine nærmeste.
Selvom jeg i min orlovsperiode har fået det bedre på alle parametre, så har den her beslutning på ingen måder været nem eller åbenlys at træffe, og at jeg til stadighed er i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige beslutning. Sådan er naturen af de rigtigt svære beslutninger her i livet nogle gange, og sådan er det også for mig.
Afslutningsvis er det vigtigt at påpege, at selv med den her svære beslutning ser jeg selvfølgelig frem til at vende tilbage, til at fortsat være med til at gøre en positiv forskel for Vordingborg Kommune og til at vi til december skal være forældre herhjemme.
Martin Graff Jørgensen
