Torsdag eftermiddag vil der møde forbipasserende gennem Stege by et noget særpræget syn,
når op mod 150 udklædte skolebørn vil gå i optog fra Møn skole mod Fængselsgården bag Torvet. Optoget vil være kulminationen på den seneste tids fokus i den mønske folkeskoles SFO på den gamle keltiske tradition hvor aftenen mellem den 31. oktober og 1. november markerer overgangen til vinteren, hvor vi mindes de døde, men også klæder os ud for at skræmme de døde tilbage til den anden side.
I både Hjertebjerg og i Stege har børnene arbejdet i workshops med dekoration af kager, halloweenpynt, og skabelsen af lyslygter og det hele vil som nævnt kulminere denne torsdag eftermiddag. Hen på aftenen vil elever fra 5-7 årgang kunne deltage i en såkaldt ”Zombie Apokalypse”, hvor børnene i mindre hold får lejlighed til at bevæge sig rundt i skolens mørke ingeniørgange, som til lejligheden vil være ”udsmykkede” med uhyggelige og nærmest skrækindjagende kulisser.
Den nystartede Venneforening for Møn skole har planlagt hele seancen som et delresultat af en vision om at fremme samarbejdet mellem elever, forældre, skole og lokalsamfund til gavn for folkeskolen på Møn og opbakningen fra organisationer og erhvervsliv har været opløftende, idet både REMA 1000 og Superbrugsen Lendemark har sponseret diverse drikke i form af sodavand, saftevand og supper samt ”Halloweengodter”. Foreningen har modtaget støtte via midler fra Vordingborg kommunes ekstra midler til nye initiativer for børn og unge på Møn ligesom arrangementet bakkes op af Møn skoles SFO, Rotary Stege, Moena Mønshallerne, Stege Lokalforum, Møn Supporters og Fængselsgården.
Den nærmest overvældende støtte har gjort, at børnene fra de to afdelingers SFO vil kunne deltage i arrangementet uden at skulle have penge op af lommen og arrangørgruppen håber således på, at dette arrangement kan blive begyndelsen til et frugtbart samarbejde med skolernes elevråd og ledelse, idet en række yderligere tiltag er på tegnebrættet med en målsætning om at styrke trivslen og tilliden til Folkeskolen på Møn.
På venneforeningens vegne
Jan Hansen, presseansvarlig