Grønsund Idrætsefterskole nu blandt Sjællands største
Grønsund Idrætsefterskole har i år taget et stort skridt og kan nu kalde sig en af de største efterskoler på Sjælland. Efter sammenlægningen med Ordhavet, efterskolen for ordblinde, er alle elever nu samlet under ét navn.
Sidste år havde skolen 170 elever fordelt på to afdelinger. I år er tallet 230 – alle som en del af Grønsund Idrætsefterskole – og søndag eftermiddag ankom årets hold.
Solen stod højt over Bogø, mens eleverne blev indkvarteret, mødte deres nye værelseskammerater og hilste på hinanden. Skolen er nu opdelt i fem store huse, hver med en husansvarlig tilknyttet, så eleverne får en tryg base i huset – samtidig med, at de er en del af det store fællesskab på hele skolen. Stemningen var præget af spænding, forventning og masser af smil.
























