TP vvs i Vordingborg
Forbindelse med os
SJEB reklametøj arbejdstøj
Brændeovn-m-miljø-Vordingborg-Arnestedet-200x400DGI Huset Vordingborg svømmehal vandlandxl-byg i Præstøbegravelse bisættelse Vordingborg Kommune Stege stensved præstø
Bager i Nyråd v Vordingborg

Laeserbreve

Enhedslisten siger nej til feriefabrik i Hjelm Bugt!

Publiceret

: ,

Læserbrev. Enhedslisten siger nej til spekulationsbyggeriet i Hjelm Bugt. Det gør vi af mange grunde:

Planen er en omgåelse af den lovgivning, der skal beskytte naturen og de enestående danske kyster, som er en hovedattraktion på Møn. Kystbeskyttelsesloven forbyder totalt nye feriebyer/sommerhusområder, hvor der ikke i forvejen er sommerhusområde eller bymæssig bebyggelse. Det vil spekulanten fra skattelyet Monaco omgå ved – finansieret af nogle Hedge-fonde – at overudnytte en gammel tilladelse til feriehotel på Lindegårdsvej til at bygge en ferieby med halvt så mange indbyggere som Stege by!

Projektet er i reklamepjecer forsøgt solgt som et ”bæredygtigt” projekt – og vi er blevet fyldt med løfter om gratis el-busser, hensyntagen til Dark Sky, masser af lokale arbejdspladser osv. Men allerede da Vordingborg Kommune – efter at have forhørt sig hos staten om kystzonebeskyttelsen – krævede antallet af enheder nedsat fra 500 til 200, demonstrerede projektmagerne deres sande ansigt: Nemlig ved bare at gøre enhederne dobbelt så store, så antallet af beboere og biler kunne forblive tilnærmelsesvis uændret! Så meget respekt for naturhensyn… Og der lægges end ikke skjul på, at projektet under alle omstændigheder senere vil blive forsøgt gjort endnu større.

Enhedslisten går ind for en turismeudvikling, der er integreret i lokalområdet og lokalbefolkningen – og som bevarer de naturkvaliteter, som netop er det, der tiltrækker både turister og nye fastboende. Det er utroligt positivt, at Møn har kunnet trække så meget klima- og naturvenlig vandre- og cykelturisme til øen. Men turistbyen i Hjelm Bugt vil både true naturkvaliteterne – bl.a.

Dark Sky – og skabe en voldsom biltrafik på de små veje, der risikerer at skræmme både naturglade turister og nuværende og potentielle fastboende langt væk. Vi risikerer en udvikling a la Mallorca, hvor en uhæmmet turistudvikling på et tidspunkt nedsled øens natur og idyl i en grad, at turisterne valgte øen fra!

Vi vil gerne have mange overnattende turister på Møn – og heldigvis er der også mange driftige B&B-virksomheder på øen, som sammen med stadigt flere sommerhuse og hoteller faktisk dækker behovet fint det meste af året. Men der er givet basis for endnu mere – hvilket der også er masser af muligheder for, ved beherskede udvidelser af eksisterende sommerhusområder og ved nye projekter i byerne. Den slags udvikling kan hurtigt give flere lokale arbejdspladser og flere skattekroner end en isoleret ferieby, ejet af investorer i skattely og drevet af internationale konsortier.

Nogen har antydet, at Enhedslistens modstand mod ferieparken i Hjelm Bugt ikke er troværdig, fordi vi er i valgforbund med Socialdemokratiet og peger på en socialdemokratisk borgmesterkandidat. Imidlertid er det ikke borgmesteren, men en afstemning i kommunalbestyrelsen, der afgør sagen. Og her står Enhedslisten selvfølgelig fast på sin holdning, helt uanset hvad Michael Smed (eller for den sags skyld alle de andre borgmesterkandidater…) mener om sagen!

Og et lille PS – også til ikke-Møn-boere: Enhedslisten går også ind for at styrke en turistudvikling i pagt med naturen og de fastboende i resten af Vordingborg kommune! Der er heldigvis også mange andre dejlige steder i kommunen – og det er vigtigt f.eks. at udvikle cykel- og vandreruter, overnatningsmuligheder og faciliteter i naturen også disse steder.

At Møn åbenbart i praksis er tiltænkt at bære næsten hele kommunens turistudvikling, er hverken godt for Møn eller for resten af kommunen.

Kandidat til kommunalbestyrelsesvalget for Enhedslisten

 

Morten Pihl

Rådhusgade 47B

4780 Stege

  •   
  •  
  •  
  •  
images/Rotationbanner/Hoejresidebar2/RemaStensved/ikke navngivet 2.jpgVordingborg Låseservice