I dag, søndag den 29. december bliver den nye Storstrømsbro landfast og vil forbinde Sjælland og Falster via Masnedø.
Det sidste brodragerelement blev sejlet ud lørdag og bliver nu hejst på plads, meddeler Vejdirektoratet.
Det sidste brodragerelement er 2. halvdel af det 160 meter lange gennemsejlingsfag syd for pylonen mod Falster. Når det er hejst op, skal der monteres skråstag, så brodækket bliver båret af kabler fastgjort i den 102 meter høje pylon.
Broen, der er cirka fire kilometer lang, bestå af 48 brodragerelementer, fire er støbt in situ, dvs. på stedet, og 44 er blevet præfabrikeret på Masnedø og sejlet ud i Storstrømmen og hejst på plads.
Den nye Storstrømsbro vil efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen være Danmarks tredjestørste bro.





















