SAKSKØBING, VORDINGBORG, MARIBO OG RØDBY
Igen tirsdag har otte borgere være udsat for bedrageri og forsøg på bedrageri. Denne gang foregik bedragerierne i Sakskøbing, Vordingborg, Maribo og Rødby. Desværre lykkedes det for de kriminelle at franarre både kort og koder fra flere af borgerne, men to steder blev bedragerierne heldigvis gennemskuet i tide. I det ene tilfælde nægtede borgeren at udlevere sit hævekort, da bedrageren mødte op ved borgerens bolig, og i det andet tilfælde blev telefonsamtalen afbrudt.
Fremgangsmåden er nogenlunde den samme: En venlig mand ringer fra “banken” og forklarer, at der er foregået nogle sære transaktioner på borgernes bankkonto, og at det derfor er påkrævet, de skal have et nyt betalingskort. Et “bankbud” har efterfølgende afhentet dankort, og det er også lykkedes dem at få udleveret pinkoden til kortet. I et par tilfælde har den imødekommende “bankmand” også tilbudt at tage kontanter og andre værdier med i sikkerhed fra borgeren, og her er de kriminelle sluppet afsted med både smykker og kontante beløb.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort. Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer. Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort. Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.























