Søndag kl. 15.26 blev politi samt Midt- og Sydsjællands Brand & Redning station Præstø alarmeret om en bygningsbrand på Egebjergvej ved Ambæk.
Ved ankomsten kunne brandfolkene konstatere, at et mindre bindingsværkshus med stråtag stod i flammer, hvilket medførte en kraftig røgudvikling.
Indsatsleder brand vurderede hurtigt, at branden var omfattende og krævede ekstra mandskab. Derfor blev assistanceberedskab fra station Vordingborg tilkaldt, og styrken blev sendt til stedet kl. 15.44 for at bistå med slukningsarbejdet.
Trods en massiv indsats fra brandvæsnet tog slukningsarbejdet flere timer, og huset stod ikke til at redde. Det brændte fuldstændigt ned.
Heldigvis kom ingen personer til skade i forbindelse med branden. Brandårsagen er endnu ukendt, og der vil blive foretaget yderligere undersøgelser.
Tekst og fotos: Lars Busk, Media Sydsjælland