Læserbrev fra Else-Marie Langballe Sørensen: Danmark ratificerede FN’s handicapkonvention i 2009 om rettigheder for mennesker med handicap.
I Danmark er vi stolte af vores fællesskab og vores rettigheder. Men vi glemmer ofte, at ikke alle har lige adgang til de muligheder, samfundet tilbyder.
Liberal Alliance Vordingborg kræver, med udgangspunkt i bygningsreglementet, et opgør med rigide regler og bureaukrati. Dette opgør er vi i SF overordnet set enige i. Men når det gælder bygningsreglementet, så står vi fast og støtter fuldt op om lovgivningen. Og hvorfor så det?
FN’s handicapkonvention slår fast, at personer med handicap har ret til at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Det handler ikke om særlige behov, men om helt almindelige rettigheder. Lige adgang til kultur, uddannelse, sundhed og arbejde bør ikke være noget, man skal kæmpe for.
Bygningsreglementet og principperne om universelt design findes netop for at sikre, at bygninger og offentlige rum kan bruges af alle – herunder mennesker med større eller mindre funktionsnedsættelser. Men alt for ofte bliver reglerne ikke overholdt eller prioriteret. Det er et brud på menneskerettighederne, når nogen udelukkes på grund af dårlig planlægning.
Universelt design handler ikke om at bygge for “de få”, men om at tænke alle med fra starten. En rampe ved en indgang, adgang til toiletter, undertekster på videoer, tydelig skiltning og god akustik hjælper ikke kun mennesker med handicap – det hjælper alle.
Hvis vi vil være et samfund for alle, skal vi også sikre adgang for alle. Ikke kun på papiret, men i praksis.