Gåsetårnskolen var mere end godt repræsenteret ved Landsfinalen i Skoleskak, som blev spillet fredag i Sydbank Arena i Kolding.
Trods et par afbud lykkedes det at samle et stærkt hold på 10 piger og 18 drenge, i alderen 9-16 år, der dækkede hele spekteret fra 3. til 9. klasse. Spillerne kom fra både fra skolens afdeling Iselinge og fra afdeling Marienberg, for at dyste mod omkring 1.000 elever fra hele landet.
To af spillerne, Muhammad Azam Ali Rahmani og Rebar Majidian fra 8D, var ellers på lejrskole i Tyskland, men afbrød hjemrejsen med klassen for at yde en ekstra indsats for skolen. Respekt for det.
Der blev spillet mange flotte partier undervejs og da scoren blev gjort op var det blevet til 196 partier. Af dem vandt de lokale helte hele 95 spil, 18 spil endte uafgjort, mens 83 blev tabt.
Allerbedste resultat leverede Anas Ali fra 5A, der simpelthen vandt alle 7 partier, skarpt forfulgt af Anthon Tobias Amoruso Torp fra 3A, der vandt 6 og spillede 1 uafgjort, Tue Dahl Abildgård, 6A med 5 sejre og to uafgjorte samt Alma Guldbech, 3A, der kom med i sidste øjeblik, men klarede at vinde 4 partier og spille resten uafgjort.
Af andre flotte resultater kan nævnes Zahra Abdal, 5A og Lauritz Valentin Olsen, 9B, der begge vandt 6 partier og tabte 1.
Vinder af turneringen og dermed årets skakskole 2022 blev ligesom sidste gang Horsens Byskole. De var bare gode…
Det er anden gang, at Gåsetårnskolen er med til Landsfinalen .Både store og små ser frem til den store dag.
.
Mads Jacobsen, generalsekretær, Dansk Skoleskak:
“Landsfinalen er den store, festlige afslutning på Skolernes Skakdag. En dag, hvor børn og unge fra hele landet samles på ét sted til en hel dag i skoleskakkens tegn og spiller hjernen stærk. Vi glæder os meget til at byde velkommen til alle de skoleskakglade børn og unge”.
.
Landsfinalen i Skolernes Skakdag 2022 arrangeres af Dansk Skoleskak i samarbejde med Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond og Kolding Kommune.
Tekst og billeder Mikkel Strange